DF-formanden stod sammen med Venstre og Konservative fadder til den store kommunalreform, der fjernede skatteligningen fra kommunerne og lagde dem over i SKAT

Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl bærer selv et betydeligt medansvar for de mange skandaler i SKAT, siger De Radikale og Enhedslisten.

I mandags opfordrede han sammen med S-formand Mette Frederiksen regeringen til at nedsætte en undersøgelseskommission, der skal kulegrave alle møgsagerne i SKAT. Mette Frederiksen var efterfølgende hurtigt til at udpege Venstres finansminister Kristian Jensen til den helt store skurk, fordi han var skatteminister i årene fra 2004 til 2010. Det var i den periode der blev skåret 4.000 stillinger væk i SKAT.

Nu minder flere politikerne om, at det ville klæde Kristian Thulesen Dahl, at han vedkender sig sit eget ansvar i sagen.

DF-formanden stod sammen med Venstre og Konservative fadder til den store kommunalreform, der fjernede skatteligningen fra kommunerne og lagde dem over i SKAT. Som en magtfuld formand for Folketingets finansudvalg godkendte Kristian Thulesen Dahl i 2006 det aktstykke, der bevilgede de 391 mio. kr. til at starte det forkætrede it-system EFI. Og han stemte for alle de finanslove, der i årevis indeholdt blodige fyringsrunder i SKAT og som fik gældinddrivelsen til at sejle.

Den radikale leder Morten Østergaard siger, at han har noteret sig, at Kristian Thulsen Dahl har sagt at det er  uværdigt, hvis politikerne nu går rundt, og afvikler et OL i at fralægge sig ansvaret. Det er han enig i.

»Men til gengæld mener jeg heller ikke, der er nogen, der kan vaske fingre. Når man har været med til at lave kommunalreformen, og hvis man har lavet finanslove op igennem nullerne, så bør man også tage sin del af ansvaret. Alle må erkende at noget er gået galt, og at mange har været involveret,« siger Morten Østergaard.

På Borgen husker mange den dag i dag stadig, hvor Kristian Thulesen Dahl fuldstændig ukritisk  tilsluttede sig det udspil til den store kommunalreform, som den daværende indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V) kom med i april 2004. Planen blev præsenteret under stort hurlumhej i Nationalmuseets festsal. Mens Socialdemokratiet rasede over at blive holdt udenfor Danmarkshistoriens til dato største reform, havde  Kristian Thulesen Dahl kun én kommentar:

»Hvor skal jeg skrive under,« sagde han ifølge bogen »Den utænkelige reform. Strukturreformens tilblivelse 2002-2005«, skrevet af lektor Michael Baggesen Klitgaard og professor Peter Munk Christiansen.

Skatteordfører Rune Lund fra Enhedslisten kritiserer også Kristian Thulesen Dahls rolle i den langvarige nedbrydning af SKAT.

»Strukturreformen og ødelæggelse af Skat var jo aldrig sket, hvis ikke VK-regeringen dengang havde kunnet gennemføre den i et snævert flertal sammen med Dansk Folkeparti. Alle andre var imod. Kristian Thulesen Dahl er lige så skyldig i forringelserne i Skat som Kristian Jensen og Lars Løkke Rasmussen. De gjorde det muligt at gennemføre den strukturreform, som også var en reform af Skat, som betød at tusindvis af stillinger i Skat blev nedlagt og sparet væk,« siger Rune Lund.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Kristian Thulesen Dahl til den rejste kritik.