Venstres næstformand kritiserer i en kronik partierne for at konstruere en negativ debat om indvandrere, der i sidste ende skader Danmark.

I en opsigtsvækkende kronik i Søndagsavisen lancerer Venstres næstformand, Kristian Jensen (V), nu en kritik af tonen i indvandrerdebatten. Ifølge næstformanden hersker der et »sortsyn« i debatten, der på sigt forplumrer debatten og skader Danmark.

»Gennem de seneste 15 år er forskellen i beskæftigelse mellem danskere og indvandrere indsnævret markant. De unge uddanner sig og har ofte et iværksættergen, som vi alle kan lære af. Vi har altså al mulig grund til at ændre det sortsyn og fokus på negative historier, som stadig dominerer samfundsdebatten i Danmark,« skriver Kristian Jensen i Søndagsavisen, der udkommer fredag.

I samme kronik understreger næstformanden, at »Danmark slet ikke kan undvære indvandrere«, hvis vi skal hænge sammen, hvilket står i skærende kontrast til den udlændingepolitik, Dansk Folkeparti går til valg på.

»Vi skal være glade for jer borgere, der er kommet hertil fra nær og fjern og arbejder; som gør en indsats og bidrager til danske virksomheder og mindst stiller jeres varme hænder til rådighed. Vi kan faktisk slet ikke undvære jer,« skriver Kristian Jensen.

Overfor Søndagsavisen uddyber næstformanden sin kritik og vedkender, at han ikke deler Dansk Folkepartis bekymring for stigende indvandring.

»Dansk Folkeparti har åbenbart den holdning, at den danske kultur er svag. Vores kultur er stærk og kan sagtens klare, at der kommer arbejdskraft udefra,« siger han til Søndagsavisen og leverer samtidig en bredside mod DFs udlændingeordfører, Martin Henriksens (DF), herostratisk berømte kritik af de arabiske skilte i Føtex. Det var en fjollet historie, siger næstformanden.

»Op og ned af Vestkysten står der tyske skilte om sommeren? Hvorfor? Fordi det giver større omsætning. Det er helt almindeligt at henvende sig til kunderne en måde, så man bedre kan sælge sine varer,« siger han til Søndagsavisen.