Statsminister Stefan Löfven levede på den chance, at de borgerlige partier ikke ville vælte ham. Så nu er det naturligt, at han udskriver valg, siger Venstres næstformand.

Sveriges socialdemokratiske statsminister, Stefan Löfven, har truffet den mest oplagte beslutning og varslet valg. Det er for svært at regere på et mindretal, siger Venstres næstformand Kristian Jensen (V).

»Jeg synes, at han har truffet det naturlige valg. Hvis ikke man kan regere på sin egen politik, skal man spørge vælgerne, hvad de mener,« siger han.

Löfvens regering kæmpede fra starten med et flertal i mod sig.

»Derfor var de presset til at leve på den chance, at enten Sverigedemokraterna ikke ville stemme imod dem, eller at de borgerlige partier ikke ville benytte sig af muligheden for at vælte regeringen. Man skal være klar til at gå af, hvis der ikke er flertal for ens politik,« siger Kristian Jensen.

Alligevel er dagens begivenheder i nabolandet en overraskelse for V-politikeren.

»Det er en overraskelse først og fremmest fordi Sverige ikke har tradition for pludselige valg. Men på den anden side kan jeg godt forstå, at de har brug for at få rystet posen. Det var en svær politisk situation, Löfven befandt sig i ved at lave en mindretalsregering, der i forvejen havde et flertal imod sig på den økonomiske politik,« siger Kristian Jensen.

Spørgsmål: Kunne man forestille sig noget lignende ske i Danmark?

»Man kan sige, at Helle Thorning-Schmidt (S) og Villy Søvndal (SF) gjorde det modsatte. Efter valget i 2011 skrottede de Bjarne Corydons »Fair Løsning« og »Fair Forandring« for så at regere på Margrethe Vestagers (R) politiske linje i stedet for. Så i den situation havde Helle Thorning-Schmidt valgt den modsatte løsning i forhold til sin svenske kollega,« siger Kristian Jensen.

Stefan Löfven har på et pressemøde onsdag eftermiddag meddelt at han vil udskrive valg til afholdelse 22. marts.