To ud af tre danskere er klar til at øge den ugentlige arbejdstid, hvis den ekstra indsats kan forbedre den danske konkurrenceevne og sikre job i Danmark, viser ny undersøgelse.

Når fagbevægelsen sætter sig til forhandlingsbordet med regering og arbejdsgivere for blandt andet at finde ud af, hvordan man får danskerne til at arbejde mere, kan de gøre det med bevidstheden om, at et stort flertal af danskerne faktisk er klar til at tage en ekstra tørn.

Det skriver Ugebrevet A4.

Hidtidige undersøgelser har ellers vist, at kun få danskere ønsker at arbejde mere, end de allerede gør. Men nu viser en helt ny undersøgelse, som Analyse Danmark har foretaget blandt 3.228 lønmodtagere, at et stort flertal af danskerne faktisk er klar til at øge arbejdstiden. Danskerne vil bare have garanti for, at de ekstra anstrengelser er til fordel for samfundet.

To ud af tre danskere i arbejde er klar til at arbejde en halv time mere om ugen med lønkompensation, hvis det på længere sigt kan forbedre den danske konkurrenceevne og sikre job i Danmark. Og næsten lige så mange - 61 procent – tager gerne en halv time ekstra om ugen på arbejdet, hvis det på længere sigt kan skabe mere velfærd.

LO-formand Harald Børsting mener, at undersøgelsen understreger danske lønmodtageres store krise- og ansvarsbevidsthed, og at den er et godt grundlag for de trepartsforhandlinger, der nu skal i gang mellem regering, fagbevægelse og arbejdsgivere.

- Danskerne er fuldstændig klar over, at vi står over for nogle udfordringer frem til 2020 og skal gøre noget for at imødekomme de udfordringer. Her siger de, at de altovervejende er klar til at imødekomme dem ved at arbejde noget mere, hvis de bare har sikkerhed for, at pengene går til velfærd og til forbedring af konkurrenceevnen, så vi kan bevare job. Den holdning er jeg fuldstændig enig med danskerne i, siger han.

Ifølge det foreløbige kommissorium for trepartsforhandlingerne skal man blandt andet finde løsninger på, hvordan man øger arbejdsudbuddet med 20.000 frem mod 2020 og skaffer fire milliarder kroner mere i statskassen om året.