Barialai Hassanzai sætter livet på spil som tolk for danske soldater. Men han kan ikke få ophold i Danmark.

22-årige Barialai Hassanzai tager onsdag til Afghanistan, hvor han for anden gang skal være civil tolk for de danske soldater.

Men trods sin indsats for Danmark har Hassanzai netop fået afslag på permanent opholdstilladelse i Danmark, fordi han ikke lever op til kravene om aktivt medborgerskab. Det skriver Information tirsdag.

- Når jeg sætter mit liv på spil sammen med jer for at være en del af de danske soldater og alligevel bliver sparket væk af den danske stat, så har man ikke rigtigt lyst til at gøre det igen, siger Barialai Hassanzai til Information.

Venstre og Dansk Folkeparti slår fast, at Udlændigeservice har fulgt i loven i sagsbehandlingen.

Hassanzai kom til Danmark som 13-årig i 2002. Han blev familiesammenført med sin mor. Han er født i Kabul, og blev hos sine bedsteforældre i Afghanistan i tre år, efter hans mor i 1999 flygtede sammen med tre børn.

Hans mor og de mindre søskende har alle fået permanent opholdstilladelse, mens Barialai Hassanzai selv kom under nye regler, der trådte i kraft 1. juni 2010.

Med den nye lov erstattede et pointsystem de gamle regler for at opnå permanent opholdstilladelse, og det er her, Barialai Hassanzai er kommet i klemme.

"Vi har herved lagt vægt på, at du ikke har udvist aktivt medborgerskab her i landet gennem mindst 1 års deltagelse i bestyrelser, organisationer m.v.," lyder begrundelsen fra Udlændingeservice i afslaget på permanent opholdstilladelse, skriver Information.

Venstre integrationsordfører Karen Lauritzen forholder sig til, at reglerne er fulgt.

- Man kan jo definere aktivt medborgerskab på mange måder. Vi har valgt en snæver definition, for at det skal være let at administrere og ubureaukratisk.

- Og hvis man har været udsendt som tolk, så har man jo være udsendt af forsvaret og ikke som en del af det frivillige foreningsliv, siger Karsten Lauritzen til Information.

/ritzau/