Minister opgiver personlig mærkesag

Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) måtte opgive en årelang personlig mærkesag på et møde for S-toppen på Helle Thorning-Schmidts kontor i sidste uge.

Da hun var socialordfører i 2007, sagde hun til Berlingske:

- Det er på høje tid, at regeringen bekymrer sig om mændenes korte barsel. Hidtil har beskæftigelsesminister Claus Hjort jo ikke erkendt problemet. Det er slapt.

Af regeringsgrundlaget fremgik det også klokkeklart, at ’regeringen vil øremærke op til tre måneder af den betalte barselsperiode til manden’. Men nu har piben fået en anden lyd.

- Vi risikerer, at en øremærkning vil give nogle familier en kortere barselsperiode. Økonomiske hensyn kan tvinge folk til at lade noget af barslen bortfalde, og det har aldrig været vores intention, siger Mette Frederiksen.

I stedet gennemfører regeringen en fradragsbonusordning, hvor folk kan få op til 3.000 kroner skattefrit om måneden for at tage barsel.

Mens Mette Frederiksen og Helle Thorning-Schmidt har været meget interesserede i øremærket barsel til mænd, har andre S-topfolk været skeptiske - især finansminister Bjarne Corydon, vækstminister Henrik Sass Larsen og boligminister Carsten Hansen.

Et udvalg er nået frem til, at nogle familier vil tage kortere barsel, hvis noget af tiden bliver øremærket til mænd. I Norge og Sverige er det gået bedre, men der har man også forlænget barselsperioden generelt, og det er der ikke råd til i Danmark, lyder det fra regeringskontorerne. Den vigtigste grund til, at planen blev blev endeligt droppet, er dog strategisk planlægning frem mod næste valg.

Ifølge BTs kilder er det gået op for regeringstoppen, at det vil være dumt at gå et valg i møde, mens V og DF vil kunne snakke om familiernes ret til at bestemme over deres eget liv.

Det er ikke sådan, man får de vælgere tilbage, der har forladt S til fordel for V og DF, lyder analysen.

Til stede ved mødet på Thornings kontor var bl.a. Corydon, Sass, Frederiksen, Nick Hækkerup og partisekretær Lars Midtiby. Kilder i regeringstoppen afviser, at Frederiksen og Thorning er blevet presset af Corydon og Sass.

S-gruppen er langtfra enig, og i SF de er næsten lige så vrede, som dengang man droppede betalingsringen. 

- Jeg er brandærgerlig over beslutningen om at droppe forslaget, siger Socialdemokraternes ligestillingsordfører Rasmus Horn Langhoff til pol.dk.

- Det er dødærgerligt, at der ikke kunne opnås enighed i regeringen om at indføre øremærket barsel. Vi endte med at være de eneste i regeringen, der kæmpede for bedre barselsrettigheder til mænd. Modsat andre har SF ikke ændret holdning. Vi mener nu som før, at fædres ret til barselsorlov skal forbedres ved, at vi øremærker en del af barslen til dem, siger SFs ligestillingsordfører Özlem Cekic.

Redaktør David Trads, der er tidligere chefredaktør på Information og Nyhedsavisen og har været opstillet for Socialdemokraterne, siger:

- Der er noget lettere tragisk over Mette Frederiksen - for som minister er hun hårdt ramt af ’Villy Søvndal-syndromet’, hvilket vil sige dramatisk spurt væk fra synspunkter fra den lykkelige oppositionstid. Engang tordnede hun mod de asociale forældre, der sender deres børn i privatskole i stedet for i folkeskole - men da hendes eget barn skulle i skole, var sagen en ganske anden.

- Engang tordnede en forarget Mette Frederiksen mod de mænd, der bruger købesex, for den slags skulle forbydes ved lov - men, nå ja, så blev hun minister, og så var et lovindgreb ikke længere aktuelt.

- Engang krævede en moraliserende Mette Frederiksen, at alle mænd skulle tvinges på barsel i ligestillingens ærinde, men, nå ja, så blev hun minister, og så er tvungen barsel pludselig en rigtig dårlig ide.

- Engang lød Mette Frederiksen ofte som en 1. maj-tale - i dag lyder hun mere og mere som en Venstre-kvinde, siger David Trads.