Jeg er skuffet på 29.000 vælgeres vegne, lyder det fra Søren Gades kredsformand.

Den tidligere forsvarsminister Søren Gade (V) er skuffet over, at han ikke blev minister i den nye Venstre-regering.

Det oplyser Svend Erik Jensen, formand for Venstres Aalborg Vest kreds, hvor Søren Gade er opstillet, skriver Berlingske.

Svend Erik Jensen talte med Søren Gade søndag.

»Han er skuffet. Søren havde givetvist forventet at blive minister. Det har han ikke lagt skjul på,« siger Svend Erik Jensen.

Søren Gade har dog opnået valg til Folketinget. Han høstede ikke færre end 28.916 stemmer ved folketingsvalget 18. juni og indskrev sig dermed på top fem over kandidater med flest personlige stemmer. Ligesom ved valget i 2007 blev han internt i Venstre kun overgået af partiets formand. Derfor er kredsformanden også skuffet.

»Jeg er overrasket og forbavset. Vi kan udbygge det ved at sige, at jeg også er skuffet på de 29.000 vælgeres vegne, der givet havde stemt på ham i en forventning om, at han kunne blive minister,« siger Svend Erik Jensen.

Kredsformanden kender ikke årsagen til, hvorfor Gade ikke blev minister. Han ved heller ikke, om Gade faktisk blev tilbudt en ministerpost, men valgte at takke nej.

»Jeg har i hvert fald ikke fået nogen forklaring,« siger Svend Erik Jensen.

Søndag blev Søren Gade til gengæld flere gange nævnt som kommende gruppeformand for Venstre på Christiansborg. Svend Erik Jensen henviser til, at det endnu ikke er definitivt besluttet, men at partiformand Lars Løkke Rasmussen (V) har peget på Gade som gruppeformand.

»Det er jo gruppen, der beslutter det. Men når partiformanden indstiller Søren som gruppeformand, vil jeg tro, at det bliver sådan,« siger Svend Erik Jensen.

Søren Gade spillede en afgørende rolle, da Lars Løkke Rasmussens formandskab var truet sommeren 2014. Gade blev bragt i spil som mulig udfordrer til næstformand Kristian Jensen. Søren Gade var spået en central ministerpost. Det er søndag ikke lykkedes at få en kommentar fra Søren Gade.