Efter Niels Krause-Kjærs uheldige blogindlæg tirsdag om SF's nye formands angivelig anonymitet, har Annette Vilhelmsen nu sendt en åben invitation til Krause-Kjær i håb om, at han fremover vil skrive lidt mere om SF

Onsdag skrev Annette Vilhelmsen på sin Facebook-profil:

- Og for nu at sikre, Niels Krause-Kjær vil skrive lidt om SF fremover, så gi'r jeg altså gerne en kop kaffe på mit kontor, Niels, skrev Annette Vilhelmsen. 

Kommentaren kommer i kølvandet på, at forfatter og politisk kommentator Niels Krause-Kjær onsdag begik en kæmpe brøler i sin faste blog på berlingske.dk.

Under overskriften 'Hvor er SF's formand' skrev han, at Annette Vilhelmsen kun var blevet nævnt 37 gange i medierne siden formandsskiftet i SF. Til sammenligning var Margrethe Vestager nævnt 1657 gange og Lars Barfoed 501 gange.

Baggrunden for indlægget var en sammentælling af, hvor mange gange forskellige partiledere var nævnt i mediedatabasen Infomedia. Niels Krause-Kjær begik dog den fejl, at han havde stavet Vilhelmsen med W, hvilket kun gav 37 hits. Stavet på den rigtig måde poppede SF's formand frem 1651 gange altså næsten lige så meget som Margrethe Vestager.    

Blogindlægget blev da også trukket tilbage efter bare 15 minutter, og Niels Krause-Kjær måtte undskylde på sin Facebook-profil.

Efterfølgende var Vilhelmsen hurtig til at kommentere stavefejlen på Facebook.

-  Synes altså fortsat, at Niels Krause....Kær ;-), skrev hun.