I løbet af kort tid præsenterer regeringen sit udspil til en kontanthjælpsreform. Dugfriske tal viser, at Danmark er det land, hvor det bedst kan betale sig ikke at arbejde.

Danmark er det mest gavmilde land i forhold til at give penge til borgere, der står uden for arbejdsmarkedet, viser en ny rapport fra Dansk Arbejdsgiverforening (DA).

Konklusionen understreger behovet for en kontanthjælpsreform, mener politikere og arbejdsgivere.

- Jeg synes, det er skræmmende tal, der viser, at det for alt for mange danskere ikke kan betale sig at arbejde. Det system, vi har skruet sammen i dag, betyder, at rigtig mange danskere ikke har en motivation til at tage et arbejde, siger Venstres gruppeformand, Kristian Jensen (V), der opfordrer regeringen til handling:

- Vi har præsenteret vores ønsker tilbage i september sidste år og har sådan set bare ventet på, at regeringen internt bliver enige om, hvad den vil spille ud med på kontanthjælpsområdet, siger han.

DA understreger, at det altid skal kunne betale sig at sige »ja« til et job.

- Det kan det ikke i dag - blandt andet på grund af ydelserne på kontanthjælpsområdet, siger DA-direktør Jørn Neergaard Larsen. Han peger på, at der er brug for »en markant reform af kontanthjælpen i løbet af de kommende måneder«, hvis Danmark skal klare sig bedre i den internationale konkurrence.

Både Liberal Alliance, de Radikale og den borgerlige tænketank Cepos er enige om, at det altid skal kunne betale sig at arbejde. Men de er uenige om, hvordan det mål nås.

- Hele forudsætningen for, at vi har et velfærdssamfund, hviler på, at vi er mange nok, der deltager på arbejdsmarkedet og yder hver vores, siger arbejdsmarkedsordfører Nadeem Farooq (R) og uddyber:

- For mig handler det ikke om at sænke ydelserne. Det må ikke være sådan, at dem, der har det svært, skal gå ned i ydelse, fordi der er nogen, der bevist spekulerer i at være på ydelser, siger han.

Liberal Alliances beskæftigelsesordfører, Joachim B. Olsen (LA), er lodret uenig:

- Rapporten bør være pligtlæsning for regeringen. Her står det sort på hvidt, at de sociale ydelser er så høje her i landet, at den økonomiske gevinst ved at tage et arbejde er stort set ikke-eksisterende, siger han.

Cepos peger på, at man bør udvide ungesatsen.

- Ungeindsatsen bør udvides til at gælde for de 25 til 29årige for at øge incitamentet til at tage et arbejde eller påbegynde en uddannelse, siger Cepos’ cheføkonom, Mads Lundby Hansen, og uddyber:

- Derudover kan en kontanthjælpsreform indeholde et gyldent princip om, at der altid skal være en gevinst på 2.000 til 3.000 kroner om måneden ved at tage et typisk ufaglært job sammenlignet med kontanthjælp. Når det ikke er tilfældet, bør kontanthjælpen justeres ned, siger han.

Lotte Hansen, politisk kommentator på BT, kalder rapporten fra DA en »hjælpende hånd« til regeringen.

- Der er ingen tvivl om, at kontanthjælpsreformen kommer til at gøre det sværere at være på kontanthjælp. Det gør det nemmere for regeringen at komme med et resultat, som betyder, at kontanthjælpsmodtagerne presses lidt mere, og at økonomien bliver lidt strammere for nogle af dem, siger hun og tilføjer:

- Jeg tror, at det her gør, at der bliver lagt et vægtlod mere over i den skål, der hedder, at det skal kunne betale sig at arbejde, siger Lotte Hansen.