Skatteministeren fremsætter i dag et lovforslag, der går direkte efter den, der køber sort arbejde. Forkert at kriminalisere køberen, lyder kritikken. Men Venstre er positiv.

Danskerne kan se frem til at skulle en tur i netbanken, når håndværkeren fremover skal betales, skriver Berlingske.

Med et nyt lovforslag vil skatteminister Thor Möger Pedersen (SF) det sorte arbejdes kolde kontanter til livs. Danskerne skal derfor betale håndværkerregninger på over 10.000 kr. via et pengeinstitut. Gør de ikke det, risikerer de at blive pålagt at betale den manglende skat og moms, hvis det afsløres, at arbejdet er udført sort. Lovforslaget vil samtidig dæmme op for, at f.eks. håndværkere betales med sorte penge.

Vil man begrænse sort arbejde, er et øget fokus på køberen nødvendigt, mener Thor Möger Pedersen:

- Nu bliver det sådan, at sporet ikke kun slutter ved dem, der udfører sort arbejde, men at man faktisk også kan gøre krav gældende over for dem, der har købt sort arbejde. Det vil få mange til at tænke sig om en ekstra gang. Det kommer til at gøre det risikofyldt og potentielt også dyrt at få udført sort arbejde. Men det er vigtigt at understrege, at både de, der køber sort arbejde, og de, der udfører sort arbejde, har et ansvar, siger han til Berlingske.

Hos Liberal Alliance vil skatteordfører Ole Birk Olesen ikke være med til at mistænkeliggøre danskerne og kan ikke bakke op om et krav om digital betaling ved køb af ydelser på over 10.000 kr.

- Vi synes, at den, der begår ulovligheden, er den person, der ikke betaler den lovkrævede skat af sin indtægt. Det er ikke køberen, siger Ole Birk Olesen – og understreger, at man vil komme til at kriminalisere almindelige danskere, der har betalt kontant i god tro.

Også Dansk Folkepartis skatteordfører, Dennis Flydtkjær, vender tommelfingeren ned. Han ønsker fortsat et eneansvar på udbyderen af sort arbejde og understreger et konkret problem.

- Der er altså nogle mennesker, især ældre, der ikke har et dankort og derfor går ned og hæver pengene kontant. De kan pludselig mistænkes for at købe sort arbejde, selv om de betaler i god tro. Jeg vil hellere holde fast i princippet om, at det er leverandøren, der har ansvaret, siger han til Berlingske.

Hos Venstre er man derimod positiv i forhold til at rette blikket mod køberne, og kravet om digital betaling bliver ikke på forhånd afvist:

- Det er en skærpelse i forhold til, hvordan man som kunde skal gardere sig imod at havne i sort arbejde. Men jeg vil ikke afvise, at det kunne være en mulighed, siger Venstres skatte­ordfører, Torsten Schack Pedersen.

Han vil dog først undersøge, hvilke negative konsekvenser forslaget kan få for borgerne, før han kan sige, om Venstre er for.