Efter flere måneders konservative katastrofemålinger taler en række af partiets tillidsfolk nu om at skifte formand Lars Barfoed ud.

En række konservative tillidsfolk kritiserer nu åbent partiformand Lars Barfoed (K) efter flere meningsmålinger, hvor de Konservative ligger under tre procents tilslutning, skriver Politiken lørdag.

- Han er ikke den rigtige formand. Han mangler den der pondus og handlekraft, siger Flemming Ibsen, konservativ lokalformand i Ishøj, til avisen

Samtidig mener byrådsmedlem Mads Andersen (K) fra Køge, at det konservative landsråd til efteråret er det oplagte tidspunkt at vælge en ny formand, hvis målingerne ikke har rettet sig inden da.

Tidligere folketingsmedlem og nuværende borgmester i Vesthimmerland Kommune, Knud Kristensen (K), mener ikke, at kommunikationsopgaven er løst godt nok, og påpeger ifølge Politiken, at tidligere partiformand Lene Espersen »var fantastisk til at kommunikere og få de politiske budskaber ud«.

Selvom formanden for de konservative i Faxe, Lone Elgkær (K), godt kan lide Lars Barfoed, mener hun ikke, at partiet på langt sigt kan leve med en formand, der »ikke sælger billetter«.

- Jeg har været sammen med ham til nogle virksomhedsbesøg. Han er jo seriøs og alt det, men han sælger ikke billetter. Det må man bare konstatere. Med den konstellation, hvor man bare kan lave forlig uden om ham, får han ikke nogen presse af nogen art. Derfor er det lidt af en dødsspiral, man er inde i, fordi det hele forstærker hinanden, siger hun.

Lars Barfoed har ikke ønsket at kommentere kritikken overfor Politiken, men partiets gruppeformand, Brian Mikkelsen (K), som flere tillidsfolk nævner som mulig arvtager, udtaler, at Barfoed bliver siddende i hele valgperioden.

BNB