Pengene i regeringens milliardstore sundhedspakke burde bruges anderledes, mener de Konservative.

Selvom der er mange »gode ting« i den sundhedspakke, som regeringen torsdag præsenterer, er der flere tidsler, og pengene bør derfor bruges anderledes.

Sådan lyder meldingen fra de Konservative om den milliardstore sundhedspakke, som statsminister Helle Thorning-Schmidt (S), økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R) og sundhedsminister Nick Hækkerup (S) fremlægger torsdag.

»Det er ikke ambitiøst nok, fordi vi kan se, at der er rigtig mange utilsigtede fejl, stor grad af overbelægning, og generelt er sundhedsvæsenet ikke gearet nok til at sætte patienten i centrum. Med det her udspil vil systemet stadig være i centrum, og det, synes vi ikke, er godt nok for de danske patienter,« siger de Konservatives sundhedsordfører, Mai Mercado (K).

Med sundhedspakken vil regeringen ifølge Berlingskes oplysninger blandt andet afsætte 1,5 milliarder kroner til behandlingen af kronisk syge, ligesom der er udsigt til en øget og forbedret indsats på kræftområdet, der ligeledes står til en milliardindsprøjtning.

Mai Mercado kalder det »helt rigtigt set at bruge penge på kræftpatienterne og kronikerne«, men:

»De her mange penge rykker ikke grundlæggende ved hele den måde, sundhedsvæsenet er bygget op på, og der synes jeg, vi i højere grad bør tage diskussionen om at sætte patienten i fokus frem for blot at fodre systemet, så det bliver endnu større og endnu mere bureaukratisk,« siger hun.

Mai Mercado kalder det »uacceptabelt«, at dødeligheden på hospitalerne er højere i weekender og i ferier.

»Og jeg synes, det er uacceptabelt, at der er mange utilsigtede hændelser, og at samarbejdet ikke er godt nok mellem region, Sundhedsstyrelsen og kommune. Det kan vi ikke acceptere i et velfærdssamfund, hvor vi betaler rigtig mange penge til sundhedsvæsenet over skat,« siger hun.

Sundhedspakken med arbejdstitlen »Jo før, jo bedre«, præsenteres på et pressemøde torsdag klokken 11 og indeholder tiltag for fem milliarder kroner frem mod 2018.