De Konservative skruer op for deres skepsis over for EU.

Fædrelandet er i centrum, EU-Domstolen skal skrue ned for indblandingen, og der står ikke et ord om at afskaffe de danske EU-forbehold. I udkastet til et nyt partiprogram lægger De Konservative op til en langt mere skeptisk kurs over for EU, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.

Tiden er kommet til at sige fra, mener Viborg-borgmester Søren Pape Poulsen, der har været med til at forfatte det nye program.

- EU har bredt sig til stort set at have holdninger til alt. Hvis et konservativt parti ikke råber vagt i gevær, er det fordi, vi er faldet i søvn. Vi går ind for det europæiske samarbejde. Men der er brug for, at vi trækker en streg i sandet, siger han.

Partiformand Lars Barfoed kalder det nye program for en nuancering.

- Jeg forbeholder mig ret til at have et nuanceret standpunkt i forhold til EU. Vi er tilhængere af det europæiske samarbejde, men vi er samtidig på vagt overfor, om det udvikler sig for langt i en føderalistisk retning. Det har vi intet ønske om, siger han til Jyllands-Posten.

BNB