Skattelettelser giver danskerne mere lyst til at arbejde, mener Konservative, der afviser Helle Thorning-Schmidts angreb på oppositionens økonomiske politik.

Hvis danskerne skal have flere penge mellem hænderne, skal man øge deres lyst til at arbejde lidt ekstra for samfundet. Det gør man bedst ved at sænke skatterne, mener Lars Barfoed (K), formand og politisk ordfører for de Konservative.

Dermed erklærer han sig uenig i det angreb, som statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) fredag sætter ind mod kernen i oppositionens økonomiske politik, nemlig at skattelettelser vil give danskerne flere penge mellem hænderne. Statsministeren påpeger over for Børsen, at skattelettelser ikke løste produktivitetsproblemerne i 00erne, så derfor må man finde andre virkemidler for at få produktiviteten og dermed velstanden til at stige.

Lars Barfoed er enig i, at produktiviteten skal øges, men han fastholder, at skattelettelser er en del af løsningen.

»Man styrker lysten til at gøre en ekstra indsats ved at sænke skatterne. Det øger jo netop produktiviteten,« påpeger han.

I løbet af foråret vil regeringen lancere en vækstplan, der skal forbedre produktiviteten og øge velstanden i det danske samfund med 20 milliarder kroner i 2020. Regeringen vil blandt andet kigge nærmere på byggebranchen, som har hårde vilkår med nogle af de højeste priser på byggematerialer i Europa.

Forslaget forslag vil ifølge beregninger fra Finansministeriet give en LO-familie omkring 5.300 kroner mere mellem hænderne om året. Men Lars Barfoed mener, at man skaffer danskerne penge både gennem skattelettelser og gennem øget produktivitet.

»Jeg mener, de to ting går hånd i hånd. Et lavere skattetryk på både den personlige indkomst og i virksomhederne og lavere afgifter. Alt sammen vil det bidrage til et samfund, hvor der er en større produktivitet og derfor en større velstand,« siger han.

»Vi har verdens højeste skattetryk, så selvfølgelig må vi sætte skatterne ned, så det kan betale sig at gøre en indsats,« lyder det fra K-lederen.