Konservativ Ungdom langer hårdt ud efter de konservative folketingsmedlemmer, der torsdag sagde ja til at give homoseksuelle ret til at indgå ægteskab i folkekirken.

Debatten var hård og uforsonlig, da Folketinget torsdag diskuterede og stemte om homoseksuelles ret til at indgå ægteskab i folkekirken. Den hårde tone har nu bredt sig til det konservative bagland, hvor Konservativ Ungdom (KU) langer hårdt ud efter de konservative folketingsmedlemmer, der sagde ja til at give homoseksuelle ret til at indgå kirkeligt ægteskab.

- Folketingsgruppen har i den seneste tid skrevet utallige kronikker og læserbreve om, hvor vigtigt det er at bevare de traditioner og værdier, vi har i Danmark. Derfor undrer det mig i den grad, at halvdelen af folketingsgruppen stemmer for, at vi nu gør op med disse i ligestillingens hellige navn, siger KU-landsformand Kristoffer Beck og konstaterer, at Det Konservative Folkeparti er gået fra forstanden.

Han mener, at flere af hans partifæller har optrådt populistisk i sagen.

- Det er som om, at man er bange for at sige, hvad man mener. Med den værdidebat, der har foregået i partiet den seneste tid, kan jeg ikke forestille mig andet, end at de har stemt for lovforslaget af populistiske årsager, siger han og understreger, at han ikke har noget problem med homoseksuelle.

- Det ikke skal ses som en manifestation mod de homoseksuelle, men mod at politikere blander sig i folkekirkens anliggender. Det giver for mig ingen mening, at 179 folketingsmedlemmer med et trylleslag ændrer på en institution, der er så gammel og ædel, blot for at fremme deres egen ligestillingsdagsorden. Jeg håber, at dette starter en diskussion om, hvorvidt man bør adskille kirke og stat, så vi i fremtiden undgår, at politikerne blander sig i kirkens anliggender, siger Kristoffer Beck.