Regeringens første finanslov bliver formentligt uden en fast bevilling til klimadebattøren Bjørn Lomborg.

Der bliver ikke plads til at få den omdiskuterede klimadebattør Bjørn Lomborg på finansloven, som klima- og energiminister Lars Chr. Lilleholt (V) ellers har lagt op til.

De Konservative melder nemlig ud, at partiet ikke vil lægge stemmer til, at den omstridte stemme i klimadebatten får sin egen post på rigets husholdningsbudget.

»Vi ser ikke, at Bjørn Lomborg bare skal have en blankocheck ved at blive sat fast på finansloven. Hvis det er sådan, at han ønsker støtte må, han komme med et konkret bud på, hvad han kan byde ind med af forskning,« siger partiets miljøordfører Mette Abildgaard (K) og understreger, at partiet gerne vil have mange stemmer i klimadebatten.

Det er dog for usikkert, hvad Lomborg kan bidrage med, lyder det.

»Hans synspunkter er velkendte. Vi er klar over, hvad han indtil videre har kunnet bidrage med. Hvis han vil have en stemme, må vi vide, hvad han vil bidrage med,« siger ordføreren.

Med udmeldingen fra de Konservative ser det ud til, at det bliver svært for Lomborg og sin tænketank Copenhagen Consensus at få fast plads på finansloven, som tilfældet var under tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen (V).

Bjørn Lomborg røg af finansloven, da den nu hedengangne SRSF-regering overtog magten i 2011. Men den nuværende klima- og energiminister Lars Chr. Lilleholt (V) fastslog, da han var i opposition, at Venstre ville støtte et comeback til klimadebattøren.

Over for DR Nyheder siger ministeren dog, at det aldrig har været et »kardinalpunkt« for Venstre at få klima- og miljødebattør Bjørn Lomborg tilbage på finansloven.

»Det er alt, alt for tidligt overhovedet at tale om, hvorvidt Bjørn Lomborg skal på finansloven eller ej,« siger Lars Christian Lilleholt til DR Nyheder og understreger, at det er vigtigt med flere stemmer i den hjemlige klimadebat.