Den konservative politiker, Marianne Forsberg, mener, at der er brug for modstandsgrupper mod de danske muslimer.

Den konservative Marianne Forsberg blæser nu til kamp mod de danske muslimer.

I en kommentar på Facebook skriver hun, at der er behov for modstandsgrupper mod danske muslimer. Kommentaren fra Marianne Forsberg kommer på baggrund af en debat på Facebook, hvor flere Facebook-brugere blandt andet diskuterer, om muslimer i Danmark driver andre religiøse som jøder og kristne væk fra ghettoerne.

Ifølge Marianne Forsberg, som er medlem af borgerrepræsentationen for de konservative i København, er der tilsyneladende brug for personer, der kan tage kampen op mod muslimer - ligesom danske modstandsmænd tog kampen op mod nazisterne under besættelsen.

Hun skriver: "Danskerne har intet mod længere, ikke som Jørgen Kieler, Hvidsteens-gruppen; Flammen & Citronen, Malthe Bruun og mange mange flere. Hvem starter op, hvem tør??".

Tager skarpt afstand
De Konservatives politiske ordfører, Carina Christensen, tager skarpt afstand til kommentaren - det er en kommentar, der ligger langt fra de konservatives værdier og holdninger, siger hun.

- Jeg ved ikke, hvad hun vil med den kommentar, men jeg tager skarpt afstand til den, siger Carina Christensen.

Hun vil dog ikke gå videre med sagen.

- Jeg er sikker på, at hun kan se, at kommentaren var en skævert, som ikke hører hjemme, når man er konservativ. Men det vil ikke få konsekvenser, siger Carina Christensen.

Tale om misforståelse
Marianne Forsberg står ved, hvad hun har skrevet i sin kommentar på Facebook - men hun slår fast, at den er blevet fuldstændig misforstået - hun mener ikke, at der skal blæses til kamp mod de danske muslimer.

- Jeg har ikke noget mod muslimer. Slet ikke. Det jeg mener, er, at vi må holde sammen imod de ekstreme grupper, forklarer Marianne Forsberg, som nævner den islamiske organisation Hitzb-ut-Tahrir, der holdt et kontroversielt møde i København i slutningen af januar.

- Det er dem, jeg hentyder til. Slet ikke muslimer generelt, siger hun.