Finanslovaftalen kommer til at betyde nedskæringer i daginstitutioner, skoler og socialområdet, forudser Kommunernes Landsforening.

Det er godt med flere penge til de ældre og til sundhed, men samlet set skal der spares på den borgernære service i kommunerne.

Sådan lyder det fra Martin Damm (V), formand for Kommunernes Landsforening (KL), efter at regeringen har landet en aftale med de blå partier om statens husholdningsbudget for næste år.

»Jeg må sige helt klart og tydeligt, at omprioriteringsbidraget vil betyde hårde besparelser på de kommunale serviceområder. Det kan ikke undgå at ramme kernevelfærden i form af blandt andet daginstitutioner, skoler og socialområdet,« siger KL-formand Martin Damm i en skriftlig kommentar.

Han henviser til det såkaldte omprioriteringsbidrag, der betyder, at kommunerne næste år skal spare samlet 2,4 milliarder kroner. Kommunerne får dog de 1,9 milliarder kroner retur.

Aftalen betyder, at kommunerne også de kommende år skal aflevere penge til staten i form af et omprioriteringsbidrag. Det vil samlet set koste kommunerne syv milliarder kroner frem til 2019, skønner KL.

»Det er meget bekymrende og et rigtig dårligt afsæt for kommunalbestyrelsernes budgetlægning. Det vil de fleste steder føre til afskedigelser for at få enderne til at mødes,« siger Martin Damm.

KL-formanden er også bekymret for, hvad fastfrysningen af grundskylden til næste år kommer til at betyde for kommunernes økonomi.

»Når man i finanslovsaftalen vælger at fastfryse grundlaget for opkrævning af grundskyld, så giver det færre indtægter i kommunerne, og det forudsætter jeg naturligvis, at kommunerne bliver kompenseret for,« siger Martin Damm.

Han ser dog »enkelte opløftende elementer« i aftalen og fremhæver den »værdighedsmilliard«, som skal give servicen for de ældre borgere et løft.

Hos Danske Regioner, der står for driften af landets sygehuse, er der tilfredshed med flere midler til sundhedsområdet.

»Det er glædeligt, at regionerne med finanslovsaftalen for 2016 får midler til at nedbringe overbelægningen. Det vil give bedre forløb for patienterne og en bedre hverdag for de ansatte,« siger formand for Danske Regioner Bent Hansen (S) i en kommentar.