Der skal en ny type tilbud til, hvis sikkerheden på kommunale botilbud skal øges, mener socialborgmester.

København: Kommunerne kan ikke håndtere de værst ramte psykisk syge patienter på de kommunale botilbud, og det øger risikoen for voldelige episoder på bostederne.

Det mener Københavns Kommunes socialborgmester, Jesper Christensen (S).

Han vil i stedet have oprettet en ny type institutioner, der skal være et samarbejde mellem de kommunale botilbud og regionernes behandlingspsykiatri.

- Der er nogle mennesker, der er for syge til at være på bostederne. De har brug for det bedste fra behandlingspsykiatrien, for de har en varig psykisk lidelse, som de er i behandling for.

- Man skal have en type institution, der er en mellemting eller et samarbejde mellem de to ting, og det findes slet ikke lige nu, siger han.

Sikkerheden for medarbejderne er senest kommet på den politiske dagsorden, efter en 57-årig social- og sundhedsassistent i marts blev dræbt af en psykotisk beboer på Bocenter Lindegården ved Roskilde.

Tirsdag har sundheds- og ældreminister Sophie Løhde (V) holdt møde med social- og indenrigsminister Karen Ellemann (V) om problemet med vold med fagforbundene for medarbejderne på bostederne.

Her var en af beskederne fra Ellemann, at der skulle fokuseres mere på forebyggelse af de voldelige episoder på bostederne.

Den konklusion er Jesper Christensen ikke helt begejstret for.

- Det er rigtig godt, at der bliver sat fokus på forebyggelse. Men i forhold til vores botilbud er der brug for at gøre noget nu og her for de mest syge borgere, vi har i vores tilbud.

- Vi har ti mennesker på Lindegården, som på et år har haft 90 indlæggelser i alt. Det er alt for meget, og det viser, at vi har brug for at gøre noget nyt nu og her, siger han.

Han håber nu, at sundheds- og ældreministeren vil gå mere aktivt ind i sagen og sammen med social- og indenrigsministeren sætte sig i spidsen for at få gennemført de foreslåede ændringer.

/ritzau/