Socialdemokraternes offensiv mod Dansk Folkepartis milliarddyre forslag vidner om, at kampen om vælgerne nu for alvor er skudt i gang, vurderer to politiske kommentatorer.

Socialdemokraterne bløder vælgere til Dansk Folkeparti, og det er derfor et meget forståeligt træk, at regeringspartiet nu slår igen, vurderer flere politiske kommentatorer.

I tirsdagens Jyllands-Posten lancerer Socialdemokraterne en offensiv mod Dansk Folkepartis mange dyre forslag, der ifølge socialdemokratiske beregninger løber op i 155 milliarder kroner.

»Det her er et udtryk for desperation og angst hos Socialdemokraterne,« siger Troels Mylenberg, politisk kommentator og chefredaktør på Fyns Amts Avis.

»De har kunnet se vælgerne strømme over til Dansk Folkeparti, og hver eneste gang, der er sket et eller andet i Danmark, har Dansk Folkeparti stået klar med en løsning. Som regel har det kostet rigtig mange penge, men de har kunnet slippe af sted med det, uden at nogen har regnet efter, om det overhovedet er realistisk,« konstaterer han.

I dag ville hver femte vælger sætte sit kryds ved Dansk Folkeparti, og partiet er vokset markant siden det seneste folketingsvalg, mens det er gået den stik modsatte vej for Socialdemokraterne.

»Socialdemokraterne forsøger nu endelig at leve op til deres egne ord fra valgkampen om, at DF skal holdes uden for indflydelse. Og det er i den grad på tide, at regeringen - og Socialdemokraterne især - forsøger at tage et opgør med Dansk Folkepartis overbudspolitik, for det er ikke lykkedes indtil videre,« lyder vurderingen fra Troels Mylenberg.

Det store socialdemokratiske regnestykke understreger, at Dansk Folkeparti ikke længere kan slippe af sted med at love ugentlige gåture til ældre og flere betjente på gaderne uden at have en finansieringsmodel klar, mener den politiske kommentator.

»Dansk Folkeparti er nu så store, at det er helt på sin plads at afkræve dem en højere grad af økonomisk ansvarlighed. Man skal også kunne spørge Dansk Folkeparti om, hvor pengene skal komme fra,« siger Troels Mylenberg.

Og at Socialdemokraternes offensiv rammer Dansk Folkeparti på den økonomiske ansvarlighed, er et taktisk klogt træk, forklarer Radio24syvs politiske redaktør, Jesper Termansen.

»Socialdemokraternes eneste våben i kampen om at vinde vælgerne tilbage er at prøve at så tvivl om troværdigheden i Dansk Folkepartis økonomiske politik. Det er Dansk Folkepartis ømmeste punkt,« siger han.

Men det kommer muligvis ikke til at have den store effekt, for de vælgere, der er optaget af økonomi og velfærd, vil stadig have løftebrudsdiskussionen in mente, vurderer Jesper Termansen.

»Automatreaktionen vil derfor være: Den er god med Socialdemokraterne, men hvad med dem selv? De får ikke meget held med at forsøge at hente det segment hjem,« siger han.

Efter europaparlamentsvalget 25. maj begynder folketingsvalgkampen så småt at lure om hjørnet, og det er den, Socialdemokraterne forsøger at indlede nu, pointerer Jesper Termansen.

Dansk Folkepartis gruppeformand, Peter Skaarup (DF), giver ikke meget for, at socialdemokratiske ansatte har brugt et halvt år på at gennemgå partiets forslag.

»Jeg synes, det er en lille smule latterligt, at et parti, der i den grad har stået for løftebrud, begynder at regne på andres såkaldte løfter. Reelt er der jo tale om en retning for, hvad vi vil på langt sigt,« siger han.