Selv om Annette Vilhelmsen højst sandsynligt ikke bliver væltet som minister, koster hendes særbehandling af projektet Stemmer på Kanten SF og dermed regeringen meget dyrt, vurderer Berlingskes politiske kommentator.

Socialminister Annette Vilhelmsen (SF) har reduceret sig selv til »politisk fumlegænger«, lyder dommen fra Berlingskes politiske kommentator, Thomas Larsen, på baggrund af ministerens særbehandling af Lisbeth Zornigs projekt Stemmer på Kanten. Og det får store omkostninger for SF.

»Det her forløb har igen understreget, at Vilhelmsen er en nybegynder på Christiansborg, som meget hurtigt træder ved siden af. Det har slået nye skår i hendes troværdighed og autoritet som partileder, hvilket er dybt problematisk for SF, der i forvejen ligger ned og har hårdt brug for en partileder, der kan trække partiet fremad. Den mulighed har hun ikke længere,« siger Thomas Larsen.

Annette Vilhelmsen skal onsdag klokken 12 i samråd for blandt andet at forklare sin tilkendegivelse af, at hun ville tildele Huset Zornig en million kroner til projektet Stemmer på Kanten, inden organisationen overhovedet havde ansøgt om midler fra puljen – og inden ansøgningsfristen var udløbet. Ministeren erkendte onsdag morgen i et svar til Folketinget, at hun har givet projektet særbehandling, og Vilhelmsens »rod« koster ikke kun SF men også hele regeringen dyrt, lyder Thomas Larsens vurdering.

»Regeringen er i øjeblikket så langt ude i tovene, at den har brug for hver eneste stemme, den kan få. Vi er nu vidne til et SF, som ikke kan holde fast på sine vælgere og en partileder, der ikke har spillet rent spil og direkte har talt usandt. Det er katastrofalt,« siger han med henvisning til, at Annette Vilhelmsen forud for sit svar til Folketinget af flere omgange har understreget, at Stemmer på Kanten har søgt midler fra puljen på lige vilkår med andre ansøgere.

Thomas Larsen vurderer dog, at Annette Vilhelmsen ikke ryger som minister, men at hun kommer til at få en del kritik. Han tror ikke på, at Enhedslisten vil udtrykke mistillid til endnu en minister, ligesom partiet gjorde over for Morten Bødskov (S), der tirsdag trak sig som justitsminister.

»Hvis Enhedslisten gør det samme ved Vilhelmsen, vil det være det samme som at trække tæppet helt væk under regeringen. Det er alt andet lige også vanskeligere for Enhedslisten at fælde lederen af deres søsterparti. Hun nyder en vis beskyttelse, fordi hun er SF-formand,« siger Thomas Larsen.