Alle partier gør det, som Venstre netop er blevet afsløret i: Klæder kandidater på til at skyde modstandernes argumenter ned. Der er udsigt til en brutal valgkamp, vurderer politisk kommentator.

Venstres hemmelige angrebsmanual, der ikke længere er så hemmelig efter TV 2s afsløring onsdag, er ikke noget særsyn i dansk politik.

Det vurderer Berlingskes politiske kommentator, Thomas Larsen, der ser manualen som endnu et tegn på, at den kommende valgkamp vil blive mere end almindelig hård.

»Vælgerne kan forvente en meget brutal og barsk valgkamp, for det er ikke kun Venstre, der er i gang med kampagnematerialet og forbereder angreb på de politiske modstandere,« siger han.

»Siden sensommeren er der blevet varmet op til en rå valgkamp. Socialdemokraterne har eksempelvis ført kampagne mod Dansk Folkepartis tulliarder,« siger Thomas Larsen med henvisning til Socialdemokraternes karakteristik af Kristian Thulesen Dahls (DF) ufinansierede løfter til vælgerne.

»Man laver mere og mere af den slags materiale, hvor man forsøger at klæde sine kandidater på med de bedste angreb mod politiske modstandere. Det producerer alle partier i et eller andet omfang,« siger kommentatoren.

Han vurderer, at lækket af Venstres debatmappe ikke umiddelbart vil skade partiet - heller ikke selv om Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen (V), tidligere har slået fast, at Venstre ikke vil konkurrere om, hvem der kan tegne det sorteste billede af modstanderne.

Får det ham ikke til at fremstå hyklerisk?

»Jo, men det har de alle sammen sagt, og alligevel slås de på livet løs,« siger Thomas Larsen og tilføjer, at det tegner et billede af, at stemningen bestemt ikke er god partilederne imellem.

»Angrebene på politiske modstandere kommer til at fylde meget i valgkampen, mens der bliver mindre tid til at fortælle, hvad man selv har af politiske mål,« siger han.

Den hårde retorik viser, at der er »rigtig, rigtig meget« på spil i den kommende valgkamp - også mere end normalt:

»Det handler både om regeringsmagten, men også partiledernes fremtid. Hverken Thorning eller Løkke kan tåle at tabe næste valg,« siger Thomas Larsen.