Thulesen Dahls udmelding gør det sværere for Lars Løkke at lande trepartsforhandlingerne, vurderer Helle Ib.

København: Det bliver endnu sværere for statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) at få et markant resultat ud af trepartsforhandlinger, efter at Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, har givet udtryk for, at der vil være en fordel, hvis trepartsforhandlingerne ikke bliver til noget.

Det siger Helle Ib, politisk kommentator på Børsen.

- Det er en meget brutal udmelding, som Kristian Thulesen Dahl er kommet med.

- Det bliver sværere for Lars Løkke at få fagbevægelsen med på nye omfattende ordninger, og det er afgørende for Løkke, at de her trepartsforhandlingerne lykkes og munder ud i et resultat, som virkelig rykker for integrationen, siger hun.

Med udmeldingen formår formanden for Dansk Folkeparti ifølge Helle Ib at spille på den frygt, som dele af fagbevægelsen og dele af de arbejdsløse danskere har for, at der udelukkende kommer til at være fokus på at få flygtninge i arbejde.

Og at regeringen dermed glemmer de danske arbejdsløse og ufaglærte, som fortsat leder efter et job.

Da det er fagbevægelsen, der repræsenterer de arbejdsløse danskere, vil det blive en udfordring for Løkke at få de omfattende ordninger gennemført, vurderer Helle Ib.

/ritzau/