Statsminister Helle Thorning-Schmidt vil med nyt oplæg love vælgerne velfærdsforbedringer, men det er en stor gambling, hvis hun udskriver valg nu, vurderer politisk kommentator Thomas Larsen.

»Statsministeren håber, at den sidste pakke er opskriften på en valgsejr. Trykker hun på valgknappen i dag, i morgen eller i overmorgen, så er der tale om en meget stor gambling.«

Sådan lyder vurderingen fra Berlingskes politiske kommentator, Thomas Larsen, efter regeringen har meddelt, at den præsenterer et nyt velfærdsoplæg ved navn »Danmark på sikker vej - plan for et stærkere fællesskab« på et pressemøde i Statsministeriets spejlsal tirsdag klokken 11.

Han tvivler på, at udspillet vil bringe Helle Thorning-Schmidt (S) tættere på en valgsejr, der kan sikre hende yderligere fire år som regeringsleder.

»I løbet af foråret har der været masser af tegn på, at dansk økonomi er i bedring, og regeringen er kommet med en lang række udspil, og alligevel halter regeringslejren, når man ser på målingerne. Det bliver op ad bakke at vinde valget på nuværende tidspunkt,« siger han.

Med oplægget åbner regeringen ifølge Thomas Larsen op for den sidste pakke til vælgerne, inden statsministeren trykker på valgknappen. Og velfærd bliver et vigtigt slag for Helle Thorning-Schmidt.

»Regeringen vil helt tydeligt gå til valg på at love vælgerne velfærdsforbedringer efter nogle kriseår, hvor der ikke har været ret mange penge til offentlig velfærd, men hvor regeringen tværtimod er blevet kritiseret for at skære ned. Nu åbner den op for gaveboden inden valget,« siger han.

Nu hvor der er et økonomisk råderum, mener Thomas Larsen, at regeringen vil bruge det massivt til at investere i velfærd, primært i sundhed og ældreplejen.

»Når hun er så interesseret i at få det budskab ud netop nu, så er det fordi, at Socialdemokratiet mere end noget andet håber på at kunne vise, at regeringen fremover vil investere i velfærd, mens Venstre med sit udgiftsstop ikke vil,« siger han.

Ifølge Thomas Larsen håber Helle Thorning-Schmidt, at velfærd vil blive det centrale i valgkampen. Om det bliver en realitet, er han ikke sikker på, fordi en lang række andre spørgsmål, såsom integrations- og flygtningepolitikken, kan komme til at fylde.