Politisk kommentator, Peter Mogensen, har stor medfølelse med den konservative Lars Barfoed, som skal skilles

Peter Mogensen har selv erfaret, at det 'mildt sagt ikke er rart' at skulle igennem en skilsmisse.

Men derudover skal Barfoed nu til at tænke politisk mere strategisk, mener Peter Mogensen.

- Det er klart, at hvis det havde været i USA, så havde Barfoed været nødt til at gå som partiformand.

- Men selvom vi ikke er ligeså snerpede i Danmark, så er der grænser for, hvor mange strå der er plads til på kamelens ryg. Når han samtidig fejler som partiformand og står overfor katastrofale meningsmålinger, så bidrager det ikke til billedet af en formand, der har styr på tingene, siger Peter Mogensen.

- Lige præcis De Konservative har nogle historiske traditioner omkring familien. Der er en særlig aura omkring det, som betyder, at sådan noget skal der helst være styr på, især når det gælder partiformanden.





I De Konservatives partiprogram er der et særligt afsnit om familiepolitik, hvor der blandt andet står:

'Det er i familien, vi henter ressourcerne, når tingene er svære. Det er i familien, børnene lærer de grundlæggende værdier og spilleregler. Det er i familien, børnene lærer at vise omsorg og tage ansvar for andre og sig selv. For os handler det derfor om at skabe de bedste rammer for, at den enkelte familie kan skabe sammenhæng i sin travle hverdag. Rammerne skal passe til den moderne families behov for at få arbejds- og familieliv til at gå op i en højere enhed, men uden at tømme familien for funktioner og ansvar. Fleksibilitet er et af nøgleordene for at imødekomme de forskellige behov forskellige familier har.'

- Hans gifte partifæller vil formodentlig tænke, 'hvorfor faen skal vi nu har det her oven i alt det andet'. Det tager opmærksomheden fra partiets politik, lige som skattesagen gjorde for Helle Thorning Schmidt, siger Peter Mogensen.

Barfoeds skilsmisse deler vandene: Nogle er enige med Peter Mogensen, andre vil lade skilsmissen være Barfoeds private sag, som han selv ønsker. 

Men den strategi vil Peter Mogensen - der er tidligere personlig rådgiver for Poul Nyrup Rasmussen - ikke anbefale Lars Barfoed at følge.

- Hans hovedproblem er, at vi ikke ved, hvem han er. Han virker utilnærmelig og lukket. Han skal prøve at lave et stort personligt interview og åbne mere op for den personlige side.

- Hvis vi havde et klarere billede af, hvem han er som person, ville det ikke betyde så meget for os, at konen pludselig siger, at han er utro. Så ville vi bare lade den information indgå som en lille del ud af et meget større billede af ham.

- For ti år siden var det et godt mantra at have, at man skulle holde sig til politikken og ikke blande det private ind over. Sådan er det ikke i dag. Vi vil have, at han er åben og ærlig om, hvem han er. Så er det meget nemmere for vælgerne at acceptere det, når han ryger ud i problemer, mener Peter Mogensen.