Hvis Venstres nedtur fortsætter, er det ikke urealistisk, at statsminister Helle Thorning-Schmidt kan finde på at trykke på valgknappen efter nytår, vurderer politisk kommentator Thomas Larsen.

Lars Løkke Rasmussen (V) kan bryste sig af den lidet flatterende titel som landets mindst troværdige partileder. Samtidig siver vælgerne fra Venstre og truer med at underminere blå bloks muligheder for at erobre nøglen til Statsministeriet efter næste valg.

»Det står bøjet i neon, at rejserne på første klasse, de mangelfulde forklaringer, roderiet i bilagene og datterens flyrejse har betydet, at danskerne i den grad har ændret deres syn på Lars Løkke Rasmussen,« siger politisk kommentator Thomas Larsen fra Berlingske.

Ifølge en måling af partiledernes troværdighed, Jyllands-Posten offentliggør søndag, indtager Lars Løkke en placering som nummer sjok - langt under statsminister Helle Thorning-Schmidt (S), der gennem længere tid har været plaget af beskyldninger om brud på sine valgløfter.

»Fra at have været suveræn statsministerkandidat med alle muligheder for at vinde næste valg, er Lars Løkke Rasmussen nu dumpet i mange vælgeres øjne,« siger Thomas Larsen, der mener, at Venstres formand ligger, som han har redt.

HVAD MENER DU? DELTAG I DEBATTEN PÅ FACEBOOK HER

»I historisk perspektiv har jeg svært ved at komme i tanke om en toppolitiker, der har båret sig så uforsigtigt ad og udløst så dum en sag om sig selv på så fatalt et tidspunkt op til et kommunalvalg,« siger Berlingske-kommentatoren.

Han vurderer dog, at Venstre får et godt kommunalvalg - ikke på grund af, men på trods af partiformanden, og fordi at Venstre har en »stærk organisation og mange solide borgmestre«.

BTs politiske kommentator, Søs Marie Serup, forventer dog, at den ulmende kritik fra baglandet vil tage til i styrke, når kommunalvalget er slut.

»Lige nu bider de sig i læben og tungen for ikke at sige noget af hensyn til kommunalvalget. Men når de sidste krydser er sat, så er der ikke noget, der holder folk tilbage i forhold til på sarkastisk vis at sige »Tak for hjælpen, Løkke«,« siger Søs Marie Serup, der dog ikke forventer, at der er et formandsskifte på vej.

Heller ikke Thomas Larsen ser for sig, at posten som partiformand kan ryge Lars Løkke Rasmussen af hænde.

»Selv om Løkke har skudt sig selv i foden og billedligt talt har gjort det med en maskinpistol, så er alle spekulationer om, at han skulle være i fare som formand, netop kun spekulation. Der kommer ikke noget lederskifte. Det sidder han alt for solidt i sadlen til. Den nye situation er, at han skal kæmpe på en helt anden måde, end han har gjort hidtil,« siger han.

Lars Løkke Rasmussens nedtur er til gengæld godt nyt for Helle Thorning-Schmidt, og Thomas Larsen vil ikke afskrive muligheden for et lynvalg.

»Helle Thorning-Schmidt kunne ikke have drømt om et bedre comeback end det, som Løkke har givet hende. Og hvis udviklingen fortsætter de næste måneder, så kan hun i starten af det nye år stå med et meget interessant afsæt for et lynvalg,« siger han.

Venstre står meningsmålingen i Jyllands-Posten til at få 25,2 procent af stemmerne. Partiet fik 26,7 procent ved sidste folketingsvalg. Samlet set står blå blok til at kunne høste 52,5 procent af stemmerne mod rød bloks 47,5 procent.

HVAD MENER DU? DELTAG I DEBATTEN PÅ FACEBOOK HER