Chefredaktøren på Fyns Amts Avis mener, at der er flere grunde til, at Konservative vil vælte Eva Kjer Hansen.

København: Selvfølgelig har De Konservatives mistillid til miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) først og fremmest drejet sig om de omdiskuterede beregninger af landbrugspakkens miljømæssige konsekvenser.

Men Troels Mylenberg, der er chefredaktør på Fyns Amts Avis og politisk kommentator, mener også, at der kan være flere lag i forklaringen på partiets beslutning om at ville vælte ministeren.

- De Konservative er lige fyldt 100 år og er i den forbindelse blevet udstillet som et parti uden gennemslagskraft og intellekt i folketingsgruppen, så man kan godt forstå, hvis de har haft et behov for at skulle vise, at de rent faktisk har noget at skulle have sagt.

- Jeg tror, at Venstre har haft den opfattelse, at de Konservative nok skulle rette ind og ikke turde sætte hårdt mod hårdt.

- Men det var ret tydeligt på pressemødet, at det var en vred Søren Pape Poulsen, der ikke ville finde sig i mere og havde brug for at statuere et eksempel, siger Troels Mylenberg.

Han mener ikke, at det nødvendigvis ville være kommet dertil, hvis bare Eva Kjer Hansen havde ageret anderledes i tirsdagens samråd i Folketingets miljøudvalg.

- Hvis man skal tage Konservatives ord for gode varer, havde det været tilstrækkeligt, hvis Eva Kjer Hansen havde sagt, at tallene ikke var helt præcise, og hun havde beklaget det.

- Så var hun formentlig blevet siddende, og på den måde er det her også et spørgsmål om følelser, siger kommentatoren.

/ritzau/