Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg overlevede fredag endnu et samråd i Folketinget. Selvom hun nu indrømmer, at der blev administreret i strid med loven og det er beviseligt, at hun tidligere har sagt noget andet. BTs politiske kommentator, Søs Marie Serup kan ikke huske, at hun har set større politisk spin de seneste 10 år.

»Det er mesterligt spin fra hendes side. Det er lykkedes hende fuldstændigt at forblænde folk med skiftende forklaringer tilpasset dagen, men der er også tale om grov manipulation. Hun fremstiller dem, der ikke er enig med hende, som nogen, der støtter pædofile,« siger Søs Marie Serup.

Inger Støjberg skulle fredag igennem sit andet samråd  i sagen om barnebrude. Ombudsmanden har konstateret, at ministeren brød loven, da hun sidste år i februar beordrede alle asylpar adskilt, hvis den ene part var under 18 år. Denne gang handlede det om, hvorvidt Inger Støjberg på noget tidspunkt i forløbet blev advaret af sine egne embedsmænd eller Justitsministeriets jurister om, at praksis med at adskille alle asylpar var ulovlig. Det har nemlig tidligere væltet ministre.

Allerede fra morgenstunden lagde Inger Støjberg en særdeles offentsiv linje. På Facebook lagde hun et billede af tidligere statsminister, Helle Thorning-Schmidt, der i dag er generalsekretær i Internationalt Red Barnet. Thorning-Schmidt holder et skilt med ordene: 'An End to Child Marriage. #whatIrealyrealywant' (Hvad jeg virkelig ønsker: Slut med barnebryllupper, red.). Støjberg ledsagede billedet med bl.a. disse ord: »Jeg ville ønske, at flere socialdemokrater – og resten af venstrefløjen – lyttede til vores tidligere statsminister i denne sag.«

Under samrådet fredag blev Inger Støjberg fire gange spurgt, om Udlændingestyrelsen i samtlige sager har administreret efter loven i adskillelsen af mindreårige asylpar. Det havde Støjberg nemlig gentaget flere gange under det første samråd 1. juni. Denne fredag gled hun af på spørgsmålet tre gange, før hun indrømmede, at der ikke blev administreret efter loven. Asylparrene har nemlig i henhold til Forvaltningslovens §19 ret til partshøring, før der bliver truffet afgørelse om at de skal skilles fra hinanden og det skete ikke i perioden 10.februar 2016 til 28. april 2016.

Støjberg forsøgte derefter at vende skytset mod Socialdemokratiet, og her blev hun ihærdigt sekunderet af en hær af Venstrefolk, der sørgede for at stille spørgsmål, så tiden gik og Støjberg kunne forklare, at asylparrene heller ikke blev partshørt under den tidligere regering.

Men det er ikke korrekt, fortæller en kilde hos Røde Kors, der har mange års erfaring med behandling af asylsager.

»Det var Støjbergs pressemeddelse, der ændrede sagsbehandlingen, fordi instruksen trak sagsbehandlingen væk fra gældende lovgivning. Før den blev alle partshørt i henhold til Serviceloven, før de blev flyttet fra hinanden,« siger kilden, der betinger sig anonymitet.

Støjberg vil blive indkaldt til et tredie samråd, hvor oppositionen vil fokusere på, at de mener, hun har vildledt Folketinget. Men sålænge Støjberg får støtte af Dansk Folkeparti og resten af regeringspartierne kan hun blive siddende som minister.