Når Socialdemokraterne er klar til at straffe egne kandidater økonomisk, viser det, hvor meget der er på spil for partiet ved det kommende valg, mener Berlingskes politiske kommentator.

Meningsmålingerne spår socialdemokratisk tilbagegang ved det kommende valg, og derfor er der udsigt til drabelige opgør om partiets mandater rundt i landet.

Partiets kredse på Sjælland er ifølge Jyllands-Posten klar til at uddele dummebøder til folketingskandidater, der bryder regler, som partiet har opstillet. Reglerne betyder for eksempel, at en kandidat ikke må hustandsomdele foldere i andre valgkredse end sin egen, selv om vedkommende står på stemmesedlen i de andre kredse.

Reglerne er indført for at sikre, at den interne valgkamp ikke løber af sporet, vurderer Thomas Larsen, Berlingskes politiske kommentator.

»Partiledelsen frygter formentlig, at de interne opgør om mandaterne kan udvikle sig så voldsomt og hårdt, at kandidaterne begynder at skyde på hinanden og tage ufine metoder i brug. Jeg tror, det er et forsøg på at opstille nogle spilleregler, så den interne valgkamp ikke kommer ud af kontrol,« siger Thomas Larsen.

Straffer vælgerne Socialdemokratiet i en grad, som målingerne viser, så kan det sende store profiler ud i mørket. Thomas Larsen nævner Morten Bødskov (S), tidligere justitsminister og en del af partiets inderkreds gennem mange år, som et eksempel.

»Det er folk i den kategori, der risikerer at tabe deres mandat,« siger Thomas Larsen og uddyber:

»Den socialdemokratiske krise betyder, at der er politikere, som under normale omstændigheder vil være fuldstændig sikre på at blive valgt, som risikerer at tabe deres mandat.«

Thomas Larsen tvivler på, at alle kandidater vil overholde de interne regler, når først statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) har udskrevet valg.

»I takt med at desperationen formentlig vil stige hos nogle af de kandidater, der kan se, at det bliver på et hængende hår, kan jeg godt forestille mig, at nogle vil kalkulere forholdsvis kynisk: »Ja, det kan godt være, at jeg kommer til at betale en dummebøde, hvis jeg overskrider reglerne, men til gengæld har jeg sikret mit mandat«,« siger Thomas Larsen.