Kommentator: Derfor er Thornings tale hurtigt glemt

Helle Thorning-Schmidt sætter ikke en ny offensiv dagsorden med sin nytårstale. Hun forbereder sig snarere på et turbulent år i dansk politik, mener Berlingskes politiske kommentator, Thomas Larsen.

Berlingskes politiske kommentator Thomas Larsen er ikke i tvivl om, at rigtig mange danskere kunne nikke genkendende til det billede af Danmark, som statsministeren tegnede i sin nytårstale.

- Det var et venligt portræt af Danmark, og det var et langt stykke ad vejen et billede af det kongerige, som danskerne godt kan lide. Talens helt store problem var, at når statsministeren talte om det stormvejr, som Danmark befinder sig i, så manglede hun desværre konkrete bud på, hvordan vi kommer ud af krisen, siger Thomas Larsen, som bl.a. fremhæver vigtigheden af at få styrket danske virksomheders konkurrenceevne, så de kan konkurrere mod nye økonomiske vækstcentre rundt omkring i verden.

Thorning: Nullernes overflod kommer ikke igen - vi skal tænke nyt

Kritik af 'elsker'-kommentar i nytårstale: Det er forkert, Thorning

- Statsministeren slog billedligt talt ud med armene og konstaterede, at det bliver svært, og at det bliver et langt, sejt træk. Det er meget skuffende, at regeringen ikke har bedre bud på, hvordan man kan hjælpe danske virksomheder, siger Thomas Larsen, som synes, at netop Helle Thorning-Schmidts behandling af dansk erhvervsliv var beskrivende for nytårstalen.

- Der var tale om et pænt signalement af Danmark, og der var tale om en beskrivelse af en række af de udfordringer, som vi står overfor. Men talen var påfaldende blottet for konkrete bud på løsninger, mener Thomas Larsen, som vurderer, at statsministerens tale hurtigt vil blive glemt:

Venstre: Retorisk flot tale, men ...

- Rigtig mange danskere har sikkert nikket til statsministerens ord og vil umiddelbart mene, at det var en god tale. Men allerede i morgen vil den være glemt, fordi den manglede markante budskaber og konkrete løsningsforslag. Og det er ikke godt nok for en statsminister, der er så trængt i meningsmålingerne som Helle Thorning-Schmidt. Og det er heller ikke godt nok for en regering, som i den grad har brug for at sætte en fremadrettet agenda, der kan samle danskerne. Statsministeren forsømte at udnytte en helt enestående mulighed for at se danskerne i øjnene og – uimodsagt – fremlægge en politisk dagsorden.

Thomas Larsen hæfter sig desuden ved, at der er en påfaldende forskel på dette og forriges års nytårstale.

Johanne: Det er regeringen der skal omstille sig, Thorning

- Sidste år fyldte regeringens 'kickstart' kolossalt meget, og Helle Thorning-Schmidt havde meget store forventninger til, hvor meget den kickstart ville gøre for dansk økonomi. I år var talen renset for kickstart, og det er jo nok i erkendelse af, at det ikke er lykkedes at booste dansk økonomi, siger Thomas Larsen, som også så et andet tegn på retræte fra statsministerens side:

- For blot få måneder siden var flere af regeringens topministre meget forventningsfulde i forhold til, at der ville komme gang i dansk økonomi i 2013. I nytårstalen var det helt tydeligt, at statsministeren forbereder vælgerne på, at vi bliver hængende i krisen et stykke tid endnu.

HVAD MENER DU OM TALEN? DELTAG I DEBATTEN HER

Afstemning

Læs også: