Kommentar: Thorning og Vestager går aldrig med til, at SF på samme tid er i regering og i opposition
Om otte dage har SF valgt ny formand.
Annette Vilhelmsen er storfavorit. SFs vælgere vil have hende, viser en meningsmåling, og rundspørger til partiets kommunale bagland tyder på, at hun også her står stærkere end Astrid Krag.
Men reelt ved vi ikke, hvordan SFs 13.000 stemmeberettigede medlemmer vil stemme. Da Villy Søvndal i 2005 ved en tilsvarende urafstemning blev valgt til formand, var valgdeltagelsen helt oppe på 80 pct. Med den hype, der har været omkring duellen mellem Krag og Vilhelmsen, kan man godt forvente, at 10.000 SFere vil afgive deres stemme. Det tegner godt for demokratiet i SF, men når skåltalerne er holdt, tårner problemerne sig op.
Uanset om formanden til den tid hedder Annette eller Astrid, kommer vedkommende på den hårdeste opgave i dansk politik. Lad os tage udfordringerne én for én.
Forud for formandsvalget: SF'ere varsler intern krig
Formanden skal skaffe SF mere indflydelse i regeringen.
Den realpolitiske kendsgerning er imidlertid, at tålmodigheden med SF i de to andre regeringspartier er brugt op. S og R behøver ikke længere at have SF med på slæb. Man vil under ingen omstændigheder give SF plads til både at være i opposition og i regering. Holdningen er, at regeringen egentlig vil stå stærkere, hvis SF under en ny formand lusker tilbage til kontorerne på Christiansborg og slikker sine sår.
Formanden skal også samle partiet. Meget tyder på, at den opgave bliver langt vanskeligere, end da Villy Søvndal slog Pia Olsen Dyhr og Meta Fuglsang i 2005. Partiet er lige nu dybt splittet. Græsrødderne føler, at partitoppen alt for længe har tromlet sin vilje igennem uden at lytte. De to lejre er begyndt at bagtale hinanden. Annette Vilhelmsen taler om skræmmekampagne. Hendes modstandere taler om et forestående blodbad.
Allerede få timer efter afgørelsen lørdag eftermiddag samler den ny formand sit hold. Flere ministre står til udskiftning, idet man med sikkerhed kan regne med, at der skal gøres plads i regeringen til Annette Vilhelmsen. Hvis hun som forventet bliver formand, får vi en stor rokade. Vinder Astrid Krag, bliver rokaden mindre. Men det er forkert at tro, at en ministerrokade i sig selv løser noget som helst.
I nyere politisk historie findes der kun få eksempler på vellykkede ministerrokader.
Løkke ændrede sin regering fire gange. Fogh foretog ni rokader og Nyrup otte. Hvis man ser bort fra den hurtige gevinst, der altid ligger i at fyre en uduelig minister, havde kun to af alle disse regeringsomdannelser en klart positiv effekt.
Forud for formandsvalget: SF'ere varsler intern krig
Udpegningen af Connie Hedegaard til miljøminister i 2004 var et vellykket offensivt træk. Det samme kan man sige om Nyrups beslutning om at gøre Thorkild Simonsen til indenrigsminister i 1997. Intet tyder på, at en sådan stoleleg mellem SF’s seks ministerposter vil få betydning for andre end de mennesker, som færdes i SFs eget lille parallelsamfund.
Hvis SF under Vilhelmsens lederskab skal have mulighed for at skærpe sin profil, kræver det, at Thorning eller Vestager frivilligt afgiver et holdningsministerium eller to. Når man tænker på, at den typiske SF-vælger er skolelærer, burde det give sig selv, at Undervisningsministeriet står øverst på Vilhelmsens ønskeliste.
Men hvorfor skulle Thorning og Vestager række Vilhelmsen en hjælpende hånd, når hun ikke har noget at betale med?
Det hænger ikke rigtig sammen.
