Jens Rohde blev ufrivilligt hovedperson ved Venstres landsmøde i november, men nogle af hans partikollegaer gjorde deres for at bringe europaparlamentarikeren i centrum.

Jens Rohde, der af den nuværende statsminister er blevet et »lavtgående« og »løsgående« missil, blev selv udsat for et angreb under bæltestedet på Venstres landsmøde i november.

Europaparlamentarikeren blev ufrivilligt centrum ved landsmødet, da en lidt for EU-venlig kronik i Berlingske førte til, at den planlagte kåring af Rohde som Venstres spidskandidat til EU-parlamentsvalget i 2014 blev udskudt.

En hovedrolle, som Jens Rohde siger til Ekstra Bladet, at han skammede sig over at få.

Men i løbet af ugen forsøgte andre kræfter i Venstre at gøre Jens Rohde til hovedperson på en helt anden baggrund.

- Og når jeg tilmed i løbet af natten under landsmødet bliver ringet op på mit hotelværelse af tre uafhængige kilder, der alle fortæller mig, at de samme mennesker under aftenfesten er ved at sprede rygter om, at jeg går rundt og knalder med mine medarbejdere i Bruxelles, så bliver skammen i højere grad til en hovedrysten, siger Jens Rohde til Ekstra Bladet.

Historien bliver bekræftet af Venstres næstformand, Kristian Jensen.

- Der er ikke nogen, der er kommet til mig med rygtet, men jeg hørte på anden hånd, at der var nogen, der rendte rundt og spredte rygter om Jens Rohde på aftenen, som ikke passede, siger Kristian Jensen til Ekstra Bladet.

Det fremgår ikke af Ekstra Bladets historie, hvem i Venstre der forsøgte at kaste smuds på Jens Rohde.