Marie Stærke har onsdag aften fået sine partimedlemmers opbakning til at fortsætte som socialdemokratisk spidskandidat i Køge, erfarer Berlingske Nyhedsbureau.

Køges borgmester Marie Stærke overlever urafstemning og fortsætter som partiets spidskandidat ved kommunalvalget i 2013. Det erfarer Berlingske Nyhedsbureau. Urafstemningens resultat bliver offentliggjort senere onsdag aften. Oven på skandalen omkring den tidligere S-lokalformand Tommy Kamp, som blandt andet førte til Henrik Sass Larsens fald, havde Køge-politikeren Thomas Kielgast valgt at udfordre Stærke, som han mente var alt for fedtet ind i Kamp-skandalen. Ved en generalforsamling blandt Køges S-politikere i starten af februar rakte den 32-årige Marie Stærke dog hånden ud mod kritikerne og erkendte, at hun bar - og bærer - en del af ansvaret for problemerne med kommunens socialdemokrater. Hun understregede dog, at hun for længst havde gjort, hvad der skulle gøres, for at rydde op efter den tidligere lokalformand Tommy Kamp.