Der er overskud i Københavns Kommune, men pengene bliver brugt forkert, mener de Konservative og Venstre på Københavns Rådhus.

Økonomien i Københavns Kommune har det strålende, men der bliver brugt for mange penge på projekter, som det ikke er kommunens opgave at føre ud i livet, mener Venstre og de Konservative i Københavns Borgerrepræsentation. Det skriver Jyllands-Posten.

Hvor en række andre kommuner må spare, så er der ikke smalhals, når de københavnske politikere skal have næste års budget på knap 40 milliarder kroner til at falde på plads. Der er ifølge avisen nemlig mere end 200 millioner kroner i frie midler at dele ud af til nye tiltag.

Dertil kommer anlægsudgifter på 4,6 milliarder kroner, og samtidig er kommunekassen fyldt, mens likviditeten per indbygger er landets højeste.

Men pengene skal for eksempel ikke gå til en arkitekttegnet genbrugsplads med café, bycykler til små 50.000 kroner stykket eller til en interaktiv bænk til én million kroner, mener Venstre og de Konservative.

Medlem af Borgerrepræsentationen Jens-Kristian Lütken (V) siger til Jyllands-Posten:

»Alle andre steder har finanskrisen fået folk til at skære helt ind til benet, men den krisebevidsthed har ikke på noget tidspunkt slået igennem i København, når man eksempelvis kan bruge millioner på en genbrugsplads med café«.

Gruppeformand for Socialdemokraterne på Københavns Rådhus Lars Weiss (S) påpeger ifølge avisen, at der har været et stort efterslæb, fra dengang kommunen »var på falittens rand«, og at der desuden skal investeres, når man får 1.000 nye indbyggere hver måned.