Tidligere integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) smider nu nyt brænde på det interne bål i Venstre om udlændingepolitikken.

»Støjbergs linje er gift for muslimer,« mener hun.

»Jeg er utrolig glad for, at min gruppeformand nu appellerer til at få de positive indvandrerhistorier frem. Jeg har ikke lagt skjul på, at den politiske ordførers meget negative indstilling til indvandrere generelt, skader integrationen, lægger gift for de muslimer, der ønsker en tilpasning af islam, samt skaber unødvendige modsætninger og en farlig splittelse i vor folk”, skriver Birthe Rønn Hornbech i en mail til TV2.dk.

Balladen er startet efter Venstres næstformand Kristian Jensen har skrevet en kronik, i Søndagsavisen, som har en meget mere venlig tone overfor indvandrere og asylansøgere, end den retorik man normalt hører fra partiets politiske ordfører Inger Støjberg.

»Alt for meget af debatten om personer i Danmark med anden etnisk baggrund end dansk tager udgangspunkt i problemerne,« skriver han i en kronik i Søndagsavisen, hvor han indleder med at byde »Jai-Li, Muhammed, Sergio og Latifah« velkommen til landet og takke dem for, at de gør Danmark rigere.

»Sådan burde langt flere politikere sige, når de taler om indvandrere og flygtninge,« skriver Kristian Jensen.

Ifølge BTs oplysninger er der mange i Venstres folketingsgruppe, der er utilfredse med Støjbergs hårde linje overfor udlændinge. Ikke kun gruppemedlemmer, der støttede Kristian Jensen under formandsopgøret sidste sommer, men også folk der til det sidste støttede Løkke, mener at Inger Støjbergs linje ligger for tæt på Dansk Folkeparti.

Løkke støtter dog som regel sin politiske ordfører, når kritikken viser sig.