Regeringen og teleforligskredsen er enige om at stille krav om bedre dækning for mobiltale og mobilt bredbånd.

København. 2183 husstande, virksomheder og sommerhuse får bedre og hurtigere internet samt bedre taledækning.

Det står fast, efter at energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V) har fået opbakning fra Socialdemokraterne, SF, De Radikale og De Konservative til det dækningskrav, der skal stilles i forbindelse med den kommende 1800 MHz-auktion.

Det vækker optimisme hos formanden for Landdistrikternes Fællesråd, Steffen Damsgaard, som dog kræver flere forbedringer på området.

- Det er positivt, at regeringen og teleforligskredsen har indgået en aftale, der skaber bedre mobil- og bredbåndsdækning til de dele af landet, der i dag ikke har en stabil forbindelse.

- Det bringer os dog langt fra i mål i forhold til regeringens egen målsætning om, at alle skal have adgang til mindst 100 Mbit/s download og 30 Mbit/s upload, siger Damsgaard i en pressemeddelelse.

Aftalen sikrer adgang til en mobil bredbåndsforbindelse med en downloadhastighed på mindst 30 Mbit/sekund og en uploadhastighed på mindst 3 Mbit/sekund.

Ifølge Damsgaard er hurtig internet en vital del af livet.

- I dag er det at have adgang til højhastighedsbredbånd på højde med adgang til vand i hanerne og strøm i kontakten, siger han.

Det var i sidste uge, at aftalen faldt på plads, og Lars Christian Lilleholt er ganske tilfreds.

- Regeringen arbejder systematisk for at skabe bedre mobil- og bredbåndsdækning i hele Danmark - det er en vigtig forudsætning for et velfungerende og homogent samfund.

- Derfor er jeg glad for, at det er lykkedes at få opbakning fra teleforligskredsen til, hvordan vi med den kommende auktion over 1800 MHz-frekvensbåndet forbedrer dækningen i de dårligst stillede områder, siger han i en pressemeddelelse.

De knap 2200 husstande, virksomheder og sommerhuse, som får glæde af aftalen, ligger i 245 mindre områder, der er spredt over hele landet. De fleste er placeret på Sjælland.

/ritzau/