Efter at have hoppet og shoppet rundt blandt en del forskellige partier, og efter at være blevet vraget som folketingskandidat til Uffe Elbæks Alternativet, der stormer frem i meningsmålingerne, har den bedrageridømte finansmand Klaus Riskær Pedersen nu bestemt sig for, hvor han sætter sit kryds:

»Jeg har besluttet mig for 18. Juni at stemme på Peter Hummelgaard Thomsen fra Socialdemokraterne,« skriver Klaus Riskær på Facebook.

»Vigtigt at man ikke kun laver politik med regnemaskinen, men at hjertet er med. Og jeg har mødt Peter flere gange, og han er cool,« tilføjer Riskær Pedersen som begrundelse for sit kryds.

Den omstridte forretningsmand med en lang historie i Venstre, hvor han blandt andet sad i EU-parlamentet for partiet, ville egentlig helst være stillet op som folketingskandidat for Alternativet. Men blev vraget af Uffe Elbæk, der angiveligt mente, at Riskjær ville være en bagdel for det nye parti.



Han har også overvejet både Socialdemokratiet samt de Konservative.

Men Riskær mente selv, at han var for blå for Sosserne, og for rød til Konservative.

Efter det mislykkede opstillingsforsøg hos Alternativet, har han flirtet med Kristendemokraterne, som han fandt 'sympatiske', som han udtrykte det overfor Berlingske.
Men nu har Klaus Riskjær to gange stemt socialdemokratisk.

Ved kommunalvalget i 2013 endte han med at krydse af ved Overborgmester Frank Jensen i København.
Dog opfordrer Riskær på sin Facebook-profil til at stemme personligt d. 18. juni:

»Svært at vælge parti til et valg. De minder for meget om hinanden. Derfor stem personligt. Alt for få tager sig den ulejlighed,« skriver Riskjær-Pedersen.