»Det er Martin,« lyder det skrattende og fjernt, da jeg ringer til CEPOS-direktøren Martin Ågerup for at aftale et interview.
»Forbindelsen er lidt dårlig.«
»Nå ja, det er fordi, du har ringet til mit Smart-watch.«
Det er mig bekendt første gang, jeg har ringet til et ur, og det tyder på at Martin Ågerup er en teknologisk first-mover.
Knap så smart var det, da han i onsdags skulle præsentere sin nye bog for et stort publikum på Christiansborg, hvor indenrigsministeren var til stede.
Her havde han medbragt en større præsentation, som skulle vises på en projektor, som imidlertid ikke virkede, hvorfor han måtte nøjes med at fortælle om alle de kurver og tabeller, som ellers skulle dokumentere hans opgør med velfærdsstaten.
Det er et godt billede på situationen som Martin Ågerup ser den: Velfærdsstaten er den fine landstingssal, hvor projektoren ikke virker. Det smarte ur er nyt og anderledes.
Martin Ågerup mener, at velfærdsstatens opblomstring i Danmark siden 1930'erne i virkeligheden har gjort os fattigere, og at store dele af den offentlige sektor skal rives helt ned og bygges op forfra, hvis ikke velfærdsstaten skal bryde sammen.
»I 1930'erne var Danmark blandt de fem rigeste lande i verden. I dag er de rigeste lande op mod 40 pct. mere velstående end os. Hvis vi fik indhentet det velstandsgab, svarer det til at man som lønmodtager fik ni ekstra månedslønninger om året,« siger Martin Ågerup.
Og det er ikke bare hede drømme fra CEPOS, der er en uafhængig borgerlig-liberal tænketank. Økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll (LA) er begejstret for indholdet.
»Hvis jeg stadig var folketingsmedlem, ville jeg fremsætte alt dette som lovforslag,« sagde han på mødet, mens han viftede med bogen.
»Men det vil jeg selvfølgelig ikke, nu hvor jeg er minister,« tilføjede han muntert.
Martin Ågerups moppedreng af en bog »Velfærd i det 21. århundrede« på knap 500 sider bliver næppe pligtlæsning for politikerne fra de store partier, for hvem forsvaret af velfærdsstaten er blevet deres et og alt. Oprindeligt især Socialdemokraterne, der praler af at have opbygget velfærdsstaten. Men senere er omsorgen for velfærdsstaten også overtaget af Venstre og Dansk Folkeparti, og hvis Venstre havde fået gennemført den senere pensionsalder, ville de netop ikke have brugt pengene på skattelettelser, men på udbyggelse af den offentlige sektor.
Det er også blevet almindeligt, at man signalerer, at man prioriterer et område politisk ved at sende flere penge afsted til det. Vil man hjælpe sygehusene, afsætter man 2 mia. til det, og vil man forbedre folkeskolen, sender man 1 mia. den vej. Men hjælper det? Er sygehusvæsnet og folkeskolen blevet bedre af det? Martin Ågerup vil give pengene tilbage til borgerne, så de selv kan bestemme.
»Danmark er et velstående land. Men jeg udfordrer den måde, vi tænker økonomi på. Vi har været igennem en økonomisk krise, og regner med, at det hele nok skal blive bedre om nogle år. Men vækstraterne er slet ikke på det niveau, vi kunne forvente. Der er sket et knæk nedad,« siger han.
»Vi ligger på 85 pct af hvad vi burde. Så der er 15 pct.point, vi kunne lægge oveni. Det er 65.000 kr. pr. borger. Vi har ramt en form for loft i væksten, så vi simpelthen ikke kan blive ved med at vækste, som vi bør. I fremtiden vil velfærdsstaten blive stadigt dårligere til at levere de ydelser, vi forventer. Og muligheden for at øge produktionen af velfærsdsydelser ved at bruge flere penge, er stort set udtømt.«
»Vi risikerer lavvækst i årtier. Velfærdsstatens problemer er ved at vokse sig meget store og alvorlige, og må tackles i løbet af de kommende 10-20 år, hvis Danmark skal undgå en decideret national katastrofe i stil med sammebrudet for planøkonomien i Sovjetunionen,« siger Martin Ågerup.
Det er store ord, som vi sidder og diskuterer den økonomiske fremtid i CEPOS' hyggelige lokaler ikke langt fra Kgs. Nytorv i København. På væggen hænger sjove tegninger, hvor den flinke Cepos-supermand kommer den stakkels borger til undsætning efter at den grimme stat har stjålet halvdelen af hans penge.
Centrum-venstre i dansk politik betragter CEPOS som det modsatte - de grimme riges håndlangere, der vil gøre livet endnu mere surt for lønmodtagerne og de svage i samfundet.
Men ifølge Martin Ågerup vil alle få flere penge til sig selv med hans forslag: Også lønmodtageren og kontanthjælpsmodtageren. En af metoderne er, at du selv kan vælge, hvad du vil betale for. Og hvorfor skulle man ikke kunne anmelde lægen, læreren eller politimanden på samme måde som du anmelder resturanter eller hoteller - med stjerner på nettet.
»Jeg vil sænke skatten mest i bunden. Folk skal have pengene tilbage i lommen. Du får en skattelettelse, der er større end de udgifter, du skal betale selv, så alle samfundsgrupper vil vinde på det samlet set. Frit valg for borgerne alle steder er det vigtigste,« siger han.
Ifølge Ågerup var Danmark allerede før 1930 et af verdens mest velfungerende samfund med lav korruption, høj tillid og velfungerende institutioner.
»Mange tror, at velfærdsstaren er grunden til, at vi har et velordnet, harmonisk samfund. Det er snarere sådan, at det er fordi vi i forvejen var et velfungerende harmonisk samfund, vi kunne opbygge velfærdsstaten,« siger han.
»Det eneste, der virkelig er vækst i, er antallet af love og regler. Velfærdsstaten er blevet for stor. Når man indfører et system, får det sit eget liv. Og hver gang vi forsøger at lave regelforenklinger, ender det med, at vi laver endnu flere regler. Velfærdsstatens problemer bliver ikke løst ved at smide flere penge efter det,« siger Martin Ågerup.
SÅDAN VIL HAN ÆNDRE VELFÆRDS-DANMARK
Topskatten afskaffes
Registreringsafgiften afskaffes
Selskabsskat nedsættes til 8 pct.
Nedsæt en velstandskommission, som skal finde ud af hvordan vi kan øge BNP pr indbygger med ekstra 25 pct. frem til 2030.
Hver gang du indfører en ny regel skal du afskaffe en anden - eller to
Antallet af ord i danske love skal skæres ned til niveauet fra 1995.
Antallet af embedsmænd i centraladministrationen skal skæres ned med 25.000. (det vil frigøre 12 mia. til lavere skatter).
De enkelte offentlige institutioner skal gøres selvejende og udsættes for konkurrence.
Forbrugerne af de offentlige ydelser skal ansvarliggøres. En forbruger der betaler af egen lomme, vil forholde sig til om ydelsen er pengene værd.
SÅDAN VIL HAN FINDE PENGENE:
Indførelse af egenbetaling vil medføre et mindre offentligt forbrug. En brugerbetaling på 22,.5 pct. vil spare 15 pct. i det offentlige forbrug. Yderligere 10 procent kommer fra øget konkurrence og regelforenkling.
Frem til 2032 vil det skabe et økonomisk råderum på 114 mia. kr.
Heraf bruges 74 mia. på skattelettelser i bunden, og 37 mia bruges til at fjerne forvridende skatter.
En LO-arbejder vil få en skattelettelse på ca. 40.000, en LO-familie vil altså få en lettelse på 80.000. Man skal have frihed til at vælge mellem flere forskellige måder at få ydelsen leveret på, inklusive ikke at købe ydelsen overhovedet, men lade pengene blive i egen lomme.
En egenbetaling på 22,5 pct. vil svare til 15.500 kr. En enlig kontanthjælpsmodtager over 30 år vil få en skattelettelse på 29.500, mere end rigeligt til at finansiere en brugerbetaling på 15.500
.
