Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen erkender, at partiet ikke kendte sin besøgelsestid i 90'erne, og forsømte at se problemerne med udlændinge og integration i øjnene.

»I dag ville jeg ønske, jeg havde lyttet til Vestegnsborgmestrene, der var tættere på problemerne. Dengang i 90'erne kunne de se, at balancen var ved at tippe. De kunne se det før os andre,« siger Mette Frederiksen til BT lige efter, at hun har holdt tale for 1.000 socialdemokrater i Odeon i Odense.

De er kommet for at være med til at debattere Socialdemokratiets nye principprogram, som Dan Jørgensen og flere andre har brugt halvandet år på at skrive, og som skal vedtages på kongressen til efteråret.

Det er første gang nogensinde, udlændinge er nævnt i et socialdemokratisk principprogram.

»Balancepunktet er jo netop vigtigt for mig nu. Og jeg vil ikke uddele point til folk, der har siddet i ledelsen før mig. Jeg har også selv haft et medansvar de sidste 20 år,« siger Mette Frederiksen.

»Der er grænser for, hvor mange udlændinge vi kan tage imod, hvis vi skal have integrationen til at lykkes. Vores samfundsmodel er unik, og  den bygger på, at både mor og far går på arbejde og betaler skat, for ellers kan vi ikke finansiere velfærdssamfundet. Og der er for mange ledige blandt de ikke vestlige indvandrere, så det handler også om økonomi. Vi har parallelsamfund, hvor folk lever i en helt anden verden, afsondret fra vores demokratiske værdier, og det dur ikke.«

»Vi skal stille tydelige krav til folk, der kommer hertil, men mange af dem har også ressourcer. De har klaret en svær og udfordrende rejse hertil, og så kan vi jo også stille krav til dem. Jeg kan godt lide, man forsørger sig selv, og det tror jeg også, mange flygtninge gerne vil.«

Er du blevet mere enig med Dansk Folkeparti end du var tidligere?

»Op igennem nullerne støttede de Anders Fogh og Lars Løkke som vi ikke var enige med om økonomien. I dag har vi det godt samarbejde med dem. På udlændingepolitikken er vi to forskellige partier, og vi siger tingene forskelligt. Men sandheden er vel at mange af de udlændingepolitiske beslutninger træffes hen over midten med opbakning fra ca. 75 pct. af Folketinget.«

Skaber du større afstand til de Radikale, og bliver det ikke sværere at blive enige i rød blok?

»Det er et meget rent S-program, og vi er jo uenige med R om en del ting. Det er rigtigt, der er mange uenigheder i rød blok i det hele taget. Men jeg er heller ikke så vild med blokpolitik, men vil gerne samarbejde bredt,« siger Mette Frederiksen.

Engang mente socialdemokrater at antallet af flygtninge og migranter ikke betød noget. Nu mener de, at så mange som muligt skal hjælpes i nærområderne. Det er lykkedes Mette Frederiksen, Heneik Sass Larsen og Dan Jørgensen, at lave en markant kursændring i udlændingepolitikken uden at starte et oprør i baglandet. Og i folketingsgruppen er stemningen ifølge BTs kilder mere rolig og velafbalanceret, end den har været i mange år.

Tidligere skatteminister Benny Engelbrecht er da også helt enig med formanden:

»Vi er begyndt at turde diskutere udlændingeproblemerne. Vores største fejl i årtier har været, at vi ikke har adresseret de udfordringer. Vi har været bamge for at stirre dyret lige i øjnene, og sige: Ja, der er kæmpe problemer med integrationen. Jeg oplever, at alle i partiet bakker op om det. Det er hverken Zenia Stampe (R) eller Martin Henriksen (DF), der skal fortælle hvad den socialdemokratiske politik går ud på,« siger Benny Engelbrecht.

Regionsformand i Region Hovedstaden Sophie Hæstorp Andersen har været med til at skrive principprogrammet. Hun siger:

»Det har været en lang rejse siden vi tabte valget i 2001. Vi kan ikke løse alle verdens problemer. Nu siger vi det åbent og ærligt. Men vi skal gøre, hvad vi kan, for at integrere dem, der der her. Men vi er ikke i mål endnu. Den største udfordring er at sørge for, at folk kommer hiurtigt i arbejde, og der arbejder jobcentrene i de forskellige hovedstadskommuner ikke godt sammen. Det er hat og briller, og det undrer mig, vi ikke der kommet længere,« siger Sophie Hæstorp Andersen.