BTs brugere stillede mange spørgsmål til KLs chefforhandler, Michael Ziegler, der sad bag BTs computer og chattede mellem klokken 12.00 og 13.00. Et spørgsmål der kom igen og igen var "Har KL lavet en hemmelig aftale med Regeringen og Corydon?", hvilket Michael Ziegler blankt afviste.

Se også tv-indslaget, hvor Michael Ziegler afviser, at en rød regering kan fjernstyre en konservativ borgmester.

Nedenunder kan du læse et uddrag af de spørgsmål og svar, der kom under chatten.

Fra Michael: Hej Michael, Corydon påstår i øjeblikket på live tv, at der IKKE er en aftale mellem KL og Finansministeriet, men han vil ikke komme ind på, hvad der direkte er aftalt af hensyn til fortrolighedsprincippet. Det lugter lidt af en underhåndsaftale, som der allerede er indgået. Hvad er de i skjuler for os, som har en interesse i sagen?

Michael Ziegler: Der er ikke nogen aftale mellem regeringen og KL om en drejebog om det her forløb. Forud for enhver overenskomstforhandling forbereder parterne sig. Vores modparter i fagforeningerne snakker indbyrdes sammen og på arbejdsgiversiden snakker vi naturligvis også sammen. Det er nyttigt for KL at vide hvilke krav regionerne og staten har tænkt sig at stille ved forhandlingerne, og tilsvarende er de interesserede i at vide, hvilke krav vi vil stille. Sådan har man altid forberedt sig, og den forberedelse har altid været fortrolig, for ellers ville man stille sig dårligt i forhandlingerne. Men der er IKKE indgået en aftale, og hvis der var, så er det da lidt underligt, at det er Anders Bondo, der nu opfordrer til regeringsindgreb, og ikke mig.

Kirsten: Hvordan kan KL tillade sig at bruge skatteydernes penge på en hetz mange skatteyderne er imod, og som lærerne vha deres skatteindbetaling også selv er med til at betale?

Michael Ziegler: Det er også noget, som vi har tænkt meget over. Vi har jo i det hele taget været meget tilbageholdende med at annoncere, mens Danmarks Lærerforening har ført massiv kampagneaktivitet siden november måned. De har kørt helsidesannoncer og biografreklamer. Vi nåede til sidst til den konklusion, at vi var så tæt på, at lockouten ville træde i kraft, at vi skyldte den danske befolkning informationer om, hvad denne konflikt virkelig handlede om. Vi har valgt at kalde det, at vi vil give den danske befolkning aktindsigt i lærernes arbejdstidsregler. Desuden følte vi, at måtte tage til genmæle overfor den massive kampagne.

Rikke: Hvordan skaber man engagerede lærere. At lukke dem ud og trække dem i løn så deres familier rammes hårdt virker for mig ikke som vejen til engagerede lærere. Meget ledelsespædagogik der i dag virker handler om anerkendelse. Hvordan hænger det sammen med lockout af de mennesker der engageret skal tilbage og undervise når der kommer et indgreb?

Michael Ziegler: Hverken strejker eller lockout skaber engagement. Begge dele er alvorlige virkemidler, som man selvfølgelig helst skal undgå. Men det er nu engang en del af den danske model, at man kan bruge disse virkemidler, hvis ikke man kan blive enig. Hvis ikke vi havde varslet lockout, så havde vi stået i den situation, at Anders Bondo i realiteten havde veto-ret i forhandlingen om nye arbejdstidsregler. De eksisterende regler fortsætter nemlig, indtil man bliver enig om nye.