Kommunernes Landsforening vil have lavet et eftersyn af reglerne for tilsyn i daginstitutioner, efter rapport viser, at flere kommuner halter bagefter lovkrav.

Det kan være tid til at få set reglerne igennem for, når en ny rapport afslører, at flere kommunes ikke lever op til kraven om tilsyn i de danske daginstitutioner.

Det mener Kommunernes Landsforening (KL).

»Vi kan se, at kommunerne samlet set især skal forbedre sig på systematik og uvildighed. Men det er også vigtigt, at vi fastholder dialogen med dem, der arbejder med området, så vi får den gode udvikling af området og ikke kun kontrol og skældud. Mennesker, der arbejder med dette område brænder jo for at gøre det bedst muligt for børnene. Så vi kommer længst med det gode samarbejde,« siger Anna Mee Allerslev (R), der er formand for KLs Børne- og Kulturudvalg til kl.dk.

En undersøgelse fra Danmarks Evalueringsinstitut, EVA, viser blandt andet, at færre end hver femte af landets kommuner lever op til kravene om et fuldt ud systematisk tilsyn med deres daginstitutioner.

Ifølge Anna Mee Allerslev er kommunerne optaget af at øge kvaliteten i landets børnehaver og vuggestuer. Men tilsynene kan ikke stå alene, hvilket rapporten fra EVA også viser, påpeger Anna Mee Allerslev.

»Tilsyn giver en mulighed for systematik, opfølgning og dialog og kan dermed være med til at udvikle vores arbejde med børnene. Men som EVA jo også selv konkluderer, kan tilsyn ikke stå alene. Vi skal arbejde på flere fronter, og vi skal fastholde den gode dialog med pædagoger og ledere, når vores ambition er at sikre dagtilbud af alle højeste kvalitet. Det duer ikke, hvis det kun bliver en pegefingerøvelse. Det bliver ingen bedre af,« siger hun.