Derfor mener han, at embedsmænd i kommunerne skal stoppe med at modtage gaver fra erhvervslivet, da det strider imod KLs regler.
Men da B.T. spørger ham, om han selv har været på tur med KMD, tager samtalen en overraskende drejning.
Hvad er KLs reaktion på,at kommunale embedsmænd har taget mod ture fra bl.a. KMD?
- Det skal man lade være med. De historier der har været fremme med, at KMD betaler for arrangementer gør, at jeg endnu engang må indskærpe overfor kommunerne, at reglerne meget klart siger, at det er forbudt at modtage gaver. Hvis man ikke får stoppet det her i tide, så er det en glidebane, der kan ende med bestikkelse, siger Erik Fabrin.
Har du været på lignende ture?
- Jeg har været på studietur til USA. Men her betalte Rudersdal Kommune både for rejse- og deltageromkostninger.
Men har du været på ture, hvor du ikke selv betalte?
Jeg har deltaget i en golfturnering oppe i Furesø, hvor KMD betalte. Det var for en 3-4 år siden, men det arrangement kan jeg stå helt og aldeles inde for.
Hvad er forskellen fra det du har været med til, og så det som du siger kommunale embedsmænd ikke må tage til?
Det arrangement var helt i orden, og udover at vi havde en hygelig dag, så fik jeg som borgmester mulighed for at møde nogle interessante mennesker.
Lektor i forvaltningsret er dog helt klar i mælet når det gælder KMDs golfture:
- Kommunalt ansatte må slet ikke modtage golfture og koncertture. Det her er helt klart bestikkelse og overtrædelse af straffeloven.
Erik Fabrin oplyser, at både KL og Rudersdal Kommune er kunde ved KMD. Han siger samtidig, at han ikke har været på hverken koncertture eller til betalte landskampe.




















