Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) har igennem længere tid arbejdet på at snuppe posten som EUs udenrigspolitiske chef, når den til sommer bliver ledig efter briten Catherine Ashton.

Centrale kilder herhjemme og i Bruxelles bekræfter over for BT, at Thorning i al diskretion har aktiveret sit internationale netværk for at bringe sig i spil. Hendes kampagne har stået på i det skjulte siden efteråret, men er først for nylig gået ind i en mere synlig fase. I sidste måned sagde hun således ja til at holde en stor europapolitisk tale i Hamborg foran 400 gæster fra den akademiske, kulturelle og politiske verden i Tyskland.

Mandag rejser hun til Haag i Holland for sammen med 40 stats- og regeringsledere at mødes med den amerikanske præsident Barack Obama til et internationalt topmøde om nuklear sikring.

- Der er ingen tvivl om, at hun er kandidat, også længe før talen i Hamborg, siger en velinformeret kilde i Bruxelles.

Andre kilder bekræfter, at Thorning har et godt navn i EU-kredse, og flere internationale medier sætter hende i forbindelse med en af de fire topposter, der bliver ledige til sommer. Foruden den særdeles attraktive post som formand for EU-kommissionen skal der findes en ny EU-præsident, en ny udenrigstalsmand samt en ny generalsekretær for Nato.

Kabalen ventes at blive lagt i slutningen af juni – i dagene 23.-27. juni. Det er således ingen tilfældighed, at tre topmøder for EUs udenrigsministre, Natos udenrigsministre og EUs regeringschefer afvikles indenfor fem dage.Koordineringen af topmødekalenderen viser ifølge iagttagere, at kabalens fire poster hænger sammen. Helle Thorning-Schmidt har hidtil afvist, at hun er kandidat til en post i EU, og hun har sagt, at hun vil takke nej, hvis hun bliver spurgt.

Spørgsmålet er dog, hvor meget man skal lægge i det.

 I samme øjeblik en politiker på højt niveau indrømmer, at han eller hun søger et andet job, mister man al autoritet, og eksperter mener også, at de stærkeste kandidater først kommer på banen kort tid før, beslutningen skal træffes. Da Fogh i 2009 blev chef for Nato, bekendtgjorde han sit kandidatur dagen før.

Læs om Helle Thornings chancer i EU i søndagens udgave af BT