Benedikte Kiær skal være De Konservatives spidskandidat ved kommunalvalget i november 2013 og er dermed i spil til borgmesterposten.

Det skriver Helsingør Dagblad.

Ved en ekstraordinær generalforsamling - hasteindkaldt for at så hurtigt som muligt at stoppe den interne strid om at stå øverst på C-delen af stemmesedlen næste år - valgte flertallet af de fremmødte medlemmer af partiets Helsingør-vælgerforening at pege på Kiær.

Generalforsamlingen i Helsingør Hallen endte med en klar sejr til Benedikte Kiær, der fik dobbelt så mange stemmer som rivalinden Malene Carmel. Tidligere borgmester Per Tærsbøl fik kun en håndfuld.

Valget stod mellem netop Per Tærsbøl, byrådsmedlem Malene Carmel, der har været ordfører for den konservative byrådsgruppe i årevis, og folketingsmedlemmet Kiær, der i 2010 som nyvalgt forlod Helsingør Byråd efter kun et par måneder, da daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) gjorde hende til socialminister.

42-årige Benedikte Kiær blev præsenteret i Helsingør Dagblad for et par måneder siden som vælgerforeningsbestyrelsens kandidat. Det harmede Malene Carmel, som dengang forklarede, at bestyrelsen indtil da havde givet hende løfte om posten som borgmesterkandidat.

BNB