Naser Khaders ekskone, Bente Dalsbæk har med egne ord 'spyet sømandsdattersprog ud i kaskader' i de seneste dage efter, at Naser Khaders 14-årige datter Sofia blev udsat for et groft overfald af en pigebande fredag aften.

Pigebanden er mindreårige og anbragt på institutionen MultifunC på Sundholm i København. En institution, hvor pigerne kan komme og gå som de vil, men dog skal være på institutionen om aftenen og natten.

Bente Dalsbæk er ikke mor til Khaders datter. Men selvom hun stadig har et tæt forhold til hende, så er det i sin egenskab af jurist, at hun nu på sin blog på b.dk blæser til kamp for en fornyet diskussion af den kriminelle lavalder.

Som jurist har hun hidtil haft tillid til, at retssystemet vil sikre en fair behandling af både lovovertrædere og ofre.

Det var oplysningen om, at den institution, hvor pigebanden er anbragt, ikke har mulighed for at stoppe dem, der gjorde udslaget for Bente Dalsbæk.



- Vi skylder voldsofre for gerningsmænd under den kriminelle lavalder at sætte deres retsfølelse først, for som det er nu griner de unge vanevoldsforbrydere hele vejen til det næste offer, siger Dalbæk.

Hun har nærmest tabt underkæben over, at man 'har så lidt kontrol, så lidt sanktioner og så lidt styr på unge mennesker, der hver koster systemet 300.000 kr om måneden'.


Dalsbæk forventer som minimum, at der nu kommer en diskussion af, hvilke sociale foranstaltninger, der virker.

- Men vi bør også diskutere den kriminelle lavalder igen. Er der nogen, der burde straffes som voksne, når de har udført voksne handlinger? Kunne man eventuelt forestille sig en form for differentieret kriminel lavalder særligt i relation til personfarlig kriminalitet, hvor et system efter nøje vurdering og behørig retsbeskyttelse af de involverede mindreårige konkret ophævede den pågældendes lavalder og gjorde dem ’strafegnede’ som voksne, spørger Bente Dalsbæk.