Tidligere folketingsmedlem Naser Khader sad tirsdag over for Se og Hørs chefredaktør Kim Henningsen i Københavns Byret

Naser Khader har slæbt chefredaktøren og journalist Jacob Heinel Jensen i retten, for i 2011 at have skrevet, at Khader har betalt for sort arbejde på hans tidligere ejendom på Frederiksberg.

Sagen startede tilbage i 2007, da Se og Hør under valget til Folketinget skrev, at Naser Khader, der dengang var formand for partiet Ny Alliance, havde fået udført sort arbejde på et plankeværk på hans private bolig. Se og Hør skrev artiklen på baggrund af en anonym håndværker, der fortalte om det påståede sorte arbejde.

Naser Khader har bragt sagen for retten, efter at Se og Hør i 2011 i en note skrev, at Naser Khader havde betalt for sort arbejde. I 2010 bragte Se og Hør et dementi, efter de i en artikel skrev, at Khader havde betalt med sorte penge.I artiklen stod at Naser Khader havde betalt med sorte penge.

I retten forklarede Kim Henningsen, hvorfor de dengang valgte at bringe et dementi.

- Vi bragte dementiet, da det aldrig har handlet om, at han har betalt med sorte penge. Kun at der var udført sort arbejde hos ham, forklarede Kim Henningsen.

Han har afvist, at bringe endnu et dementi for noten i 2011 om, at der er udført sort arbejde hos Naser Khader. Han erkendte, at Se og Hør ikke skriftligt kan dokumentere, at der er udført sort arbejde, men at Se og Hør ud fra den anonyme håndværkers beretning godt kan skrive, at håndværkerne blev betalt med sorte penge af firmaet, og at der dermed er blevet udført sort arbejde hos Naser Khader.

Tvisten i retten tirsdag gik på om Se og Hør kan skrive påstanden, at Khader betalte for sort arbejde.

Nasar Khaders advokat Liv Helth Lauersen kræver 100.000 kroner i erstatning, og at Se og Hør bringer endnu et dementi for ugebladets seneste omtale af sagen.

I sin afsluttende procedure lagde Kim Henningsen og Jacob Heinel Jensens advokat Per Håkon Schmidt vægt på, at da ingen af hans klienter arbejdede på Se og Hør i 2007, da påstandene kom frem og at de derfor heller ikke kan gøres ansvarlige for påstandene. Han mente, at Nasar Khaders advokat Liv Helth Lauersen var ude af trit, når hun krævede 100.000 kroner i erstatning.

I retten forklarede Naser Khader, at PET anbefalede, at plankeværket skulle være højere af sikkerhedsmæssige årsager på grund af uroen i forbindelse med Muhammedkrisen i 2006.

I vidneskranken fortalte Khader, hvordan han fik kontakt med byggefirmaet De Hellige Håndværkere, der var ejet af Ekstra Bladets bagsideskribent Michael Jeppesen. Han fik firmaet anbefalet af dokumentarist Christoffer Guldbrandsen, og tog derefter kontakt til Jeppesen.

Derefter overtog hans kæreste Bente Dalsgaard kontakten med byggefirmaet.

Han afviser, at han var bevidst om, at nogle medarbejdere i firmaet fik udbetalt sorte penge.

- Jeg gik ud fra, at alt var i orden. Jeg aftaler med firmaet og ikke med de enkelte arbejdere. Jeg kan ikke kan tage ansvar for, hvad firmaet aftaler med sine medarbejdere, fortalte han i retten.

De første artikler i Se og Hør kom under valgkampen i 2007, og Naser Khader mener, at artiklerne påvirkede hans og resten af Ny Alliances valgresultat.

- Det er sådan med medierne nu, at man bliver præsenteret for en løgn, og så har man bevisbyrden, så jeg havde mange sager i den tid. Men den her sag tog mit fokus, og den gjorde, at jeg begyndte at lave fejl. Vi stod til at få ti mandater, men endte med kun fem, fortalte Khader.

Hans advokat lagde vægt på at Se og Hørs beskyldninger stadig forfølger Naser Khader, og hun fremlagde eksempler fra Google og Wikipedia, hvor Naser Khader stadig bliver kædet sammen med sort arbejde.

Hun spurgte sin klient, hvordan sagen har påvirket ham.

- Jeg vil ikke finde mig i det, for det passer ikke. Det påvirker mig mere end de trusler, jeg har modtaget gennem tiden, sagde Naser Khader.

Der falder dom i sagen den 18. december