Gerningsmænd går målrettet efter hovedstadens valgplakater i den kommunale valgkamp

Lørdag nat blev dyr for politikeren Rasmus Jarlov (K). Ukendte gerningsmænd har i løbet af natten målrettet ødelagt og fjernet cirka 700 af hans valgplakater i København.

Særligt er det gået ud over områderne ved Peblinge Sø og Knippelsbro, fortæller han. I alt er valgmateriale for 20.000 kroner blevet vandaliseret.

- Alene omkring Knippelsbro er 200 af mine plakater revet ned og smidt i havnen. Det ser meget målrettet ud, for det kræver værktøj og ret meget arbejde at fjerne så mange plakater, siger Rasmus Jarlov, der er borgmesterkandidat for Konservative i København.

Valgkampen i gaderne har kun været i gang siden fredag aften, hvor politikerne måtte begynde at hænge plakater op. Siden da har Jarlov allerede to gange måttet ud og rydde op efter hærværk.

- Jeg er vant til, at plakater bliver revet ned, men det her er voldsomt. Måske må jeg endda trykke flere. Mine plakater ved Søpavillonen (Ved Peblinge Sø i København, red.) får kun lov at hænge i fire-fem timer, så bliver de revet ned. Jeg var ude og hænge dem op i nat, men til morgen var de allerede væk igen, fortæller han.

Rasmus Jarlov er ikke den eneste. Lørdag fortalte kommunalpolitiker og fhv. medlem af Folketinget Yildiz Akdogan (S), at fire af hendes frivillige blev truet af aggressive islamister, mens de var i gang med at hænge valgplakater op.

Hun har tidligere oplevet, at hendes valgplakater blev vandaliseret. Derfor er der hele bydele i København, hvor hun på forhånd har opgivet at hænge dem op.

- Jeg går bevidst uden om visse områder, ellers bliver plakaterne simpelthen smadret eller pillet ned. Sidste gang blev samtlige mine plakater i Tingbjerg skåret ned, og det har været et større arbejde, for de hang højt oppe. Men det siger bare noget om deres målrettethed, siger Yildiz Akdogan (S), der mener, at hun som kvindelig politiker med muslimsk baggrund er en torn i øjet på yderligtgående, muslimske grupperinger.

Rasmus Jarlov (K) har ingen ide om, hvorfor han er blevet mål for den eller de hærgende gerningsmænd.

- Det overrasker mig. Jeg har ikke gjort mig upopulær igennem en bestemt sag eller noget i den retning. Måske er det fordi, jeg er ved at være et kendt ansigt i politik, men ellers aner jeg ikke hvorfor, siger han, og opfordrer både borgere og politi til at holde ekstra øje i gaderne.

Københavns Politi fortæller, at der natten til søndag blev anholdt en 50-årig kvinde for netop hærværk på Knippelsbro.

- Vi har sigtet hende for hærværk, fordi hun har revet cirka 100 plakater ned og smidt dem i havnen. Vi fik en henvendelse fra en borger, og det førte til en sigtelse, siger vagtchef John Hansen.

- Det glæder mig. Stor ros til politiet og den borger, der var vågen, siger Rasmus Jarlov.