Karsten Hønge
Karsten Hønge Foto: Nils Meilvang

Vi vil forandre og ikke bare administrere. Næste gang er det med et SF, som har lært lektien efter nærkontakten med regeringsmagten.

SF tør tage livtag med magten, og vores vælgere skal have smæk for skillingen, når de har sat krydset. Derfor deltager vi i mange forlig, bare det går i den rigtige rød-grønne retning.

Vi er røde stemmer, der arbejder. Jeg får jævnlig spørgsmålet: »Hva’ så, SF? Tør I at gå i regering igen?«.  Svaret er ja, hvis omstændighederne er de rigtige. Det er bare ikke et mål i sig selv, at komme i regering, men et redskab til forandringer.

Men kom an, magt skræmmer os ikke. SF’s stifter Aksel Larsen sagde med sin underfundige lune, at hvis man ikke turde gribe efter magten i politik, skulle man begynde at dyrke kål i stedet. Alligevel er spørgsmålet om at komme i regering en særlig nød at knække.

Europol mission for Løkke EUROPE-POLITICS/


På nogle områder brændte vi fingrene sidst, men det gav værdifulde erfaringer. Næste gang er det med et SF, som har lært lektien efter nærkontakten med regeringsmagten. Venstrefløjen havde for første gang siden efterkrigstiden ministeransvar, og både parti, medlemmer og vælgere skulle indstille sig på en ny situation.

Når SF næste gang er i regering, skal forudsætningerne være anderledes end i 2011.

Vi skal gøre det ud fra en styrket position, hvor progressive røde og grønne mærkesager bliver gennemført. Vi vil forandre og ikke bare administrere. Til gengæld er det en berettiget forventning, at SF vil være i stand til at holde sammen og levere den nødvendige disciplin i regering.

S-RV-SF-regeringen var et godt forsøg, men kom til verden på et umuligt tidspunkt. Et historisk højreorienteret Socialdemokrati og et egoistisk snæversynet Radikale Venstre gjorde livet i regeringen besværligt for SF.

Karsten Hønge om venstrefløjens angst for danskhed

Vestager, Thorning og Corydon har siden forladt dansk politik, og tak for det. En af de vigtigste erfaringer, vi kan tage med os, er, at også mindre partier i regering skal have mulighed for at profilere sig. Hvis man insisterer på at sende alle partier ned i en meningsblender, forsvinder profilen og især mindre partier risikerer, at lege med deres egen eksistens.

Jeg er sikker på, at alle partier i et regeringssamarbejde skal give hinanden længere snor, end vi har haft tradition for i Danmark. Hvilket mindre parti har lyst til at blive holdt i et godt gammeldags stramt kaukasisk nossegreb af de store? Ikke mange! Et liv som gidsel i en sort ministerhule giver ikke mening.

Jeg har fået en meget stor del af min opdragelse og uddannelse i fagbevægelsen.

Lige siden jeg gik i korte bukser og var formand for tømrer-snedkerlærlingene, har jeg været særdeles bevidst om, at »et ord er et ord«. Man overholder aftaler, også i stormvejr. Selvfølgelig skal man kunne regne med SF, også når det knager i fuger og bånd. Kun i helt særlige ekstreme situationer kan løsningen være at hoppe fra borde.

Sådan en ekstraordinær situation opstod for SF. Det må ikke ske igen.

Vælgerne forstår og accepterer kompromisser, men de må aldrig blive selve partiernes politik. Det skaber forvirring, skuffelse, apati og politikerlede.

SMS

Hitter på Facebook