Landets fem regioner skal nedlægges, så pengene fra Christiansborg ryger direkte ud og gavner patienterne på landets sygehuse.

Det mener Liselott Blixt (DF), sundhedsordfører for Dansk Folkeparti, efter at både læger og sygeplejersker i Jyllands-Posten sender en byge af kritik mod politikerne på Christiansborg.

De mener, at de pålægges alt for mange opgaver fra Christiansborg, og det skaber et kaotisk miljø på landets hospitaler. Det vil kunne løses med en direkte linje mellem sundhedsministeren og hospitalerne, mener Liselott Blixt.

»Jeg mener, vi har et overflødigt organ i regionerne, som sidder og prioriterer anderledes, end vi gør. Siger vi, at vi vil have flere sengepladser og afsætter penge til det, så er det ikke altid, at vi ser det i virkeligheden,« siger hun til Berlingske Nyhedsbureau og forklarer, at det naturligvis er med til at skabe frustration blandt personalet på landets sygehuse.

Opråbet fra sygeplejersker og læger i Jyllands-Posten bliver dog afvist af sundhedsminister Sophie Løhde (V).

Hun mener, at det er nødvendigt, at politikerne på Christiansborg holder regionerne fast på de opgaver, der skal løses i sundhedsvæsenet.

Det har blandt andet givet fremskridt inden for kræftbehandlingen, forklarer hun til Jyllands-Posten.

Men ifølge Liselott Blixt vil en nedlæggelse af regionerne betyde, at det vil være helt tydeligt, hvem der har ansvaret for sundhedsvæsenet, og det vil gøre dialogen bedre mellem beslutningstagerne og hospitalerne.

»Nu er det jo sådan, at hvis man går til sundhedsministeren med kritik, så sender hun kritikken videre til regionerne, og fra regionerne ryger kritikken så tilbage den anden vej. I dag går beslutningerne igennem så mange led, at man efterhånden ikke ved, hvem der har ansvaret på området. Man placerer bare aben på den andens bord,« siger hun og fortsætter:

»Vi har et problem med, at vi sidder og bevilger millioner af kroner til sundhedsvæsnet, men vi kan bare ikke se, hvor de penge gavner.«