Rikke Karlsson svor, hun ville kæmpe for gennemsigtighed i EU, da hun sidste år rejste mod Bruxelles. Nu har mangel på samme ført til exit fra Dansk Folkeparti.

Økonomisk rod og hemmelighedskræmmeri omkring regnskabet for to europæiske fonde har fået EU-parlamentariker Rikke Karlsson til at sige farvel til Dansk Folkeparti.

Hun har repræsenteret partiet i både byråd og regionsråd i en længere årrække, og sidste år blev hun vagt til Europa-Parlamentet. Men bruddet, der skyldes strid om indsigt i nogle fonde, som DFerne i parlamentet er medlem af, var uundgåeligt,

»Jeg har forsøgt at få kontakt til Dansk Folkepartis ledelse for at få hjælp til at få undersøgt de faktiske forhold i fondene. Da dette ikke har været muligt, ser jeg mig derfor nødsaget til at frasige mig ethvert ansvar i forbindelse med disse fonde og ser derfor kun en udmeldelse af partiet, som den eneste løsning,« skriver Rikke Karlsson i en pressemeddelelse.

Det er ikke første gang, Rikke Karlsson går i clinch med systemet. Hun blev kendt i medierne, da hun i 2010 som byrådsmedlem i Rebild Kommune råbte op i en af danmarkshistoriens mest omfangsrige incestsager.

Her rettede hun skarp kritik af kommunen, da det blev afsløret, at en familiefar gennem flere år havde misbrugt ni børn på trods af flere henvendelser til den kommunale forvaltning. Hun stod sågar frem og beskyldte en kommunal topembedsmand for at lyve om den dårlige forvaltningskultur og fik ret. Derudover langede hun også ud efter borgmester Anny Winther (V) og krævede hendes afgang.

Da Rikke Karlsson i maj 2014 fulgte DFs spidskandidat, Morten Messerschmidt (DF), i Europa-Parlamentet med 9.205 personlige stemmer, svor hun, at hun ville fortsætte med at arbejde som under Rebild-sagen.

»Jeg vil altid arbejde for oplysning, hvilket jeg gjorde med sagerne i Rebild Kommune. Jeg har kritiseret systemet for at være uigennemsigtigt, og det har optaget mig voldsomt,« sagde hun dengang til tv2.dk.

»Det er væsentligt, at man sørger for, at budskaberne om, hvad der foregår i det kæmpestore parlament, kommer ud. Det skal ikke være embedsfolkene, der sætter dagsordenen,« lød det fra Rikke Karlsson.

Den nu tidligere DF-politiker kommer fra nordjyske Støvring, hvor hun arbejdede som socialpædagog og lærer, før hun fattede interesse for politik. I 2009 kom hun både i regionsrådet i Nordjylland og i byrådet i Rebild, hvor hun begge stedet blev Dansk Folkepartis gruppeformand.

Både i 2004 og 2009 var hun kandidat til en plads i Europa-Parlamentet, da hun blev førstesuppleant efter Morten Messerschmidt og den tidligere DF-politiker Anna Rosbach. Ved folketingsvalget i 2011 manglede Rikke Karlsson blot 126 personlige stemmer for at blive valgt.

I det private er hun niece til Dansk Folkepartis næstformand, Søren Espersen (DF).

Rikke Karlsson oplyser, at hun agter at fortsætte som løsgænger i Europa-Parlamentet.